Nedtakt | Superliga

Lyngby – SønderjyskE: intenst opgør ender i pointdeling

Det var en tæt kamp med masser af chancer og høj intensitet, da Lyngby tog imod SønderjyskE lørdag eftermiddag.

Lyngby tog hertil eftermiddag imod SønderjyskE i Alka Superligaen. Lyngby skulle forsøge at rette op den dårlige formkurve rent resultatmæssigt, hvorimod SønderjyskE håbede på at fortsætte, hvor de slap i sidste uge, da de slog AGF med 3-0.

Kampen kom lidt sløvt fra start, men begge mandskaber kom stille og roligt op i omdrejninger. Der var chancer i begge ender, men dog uden at det nogensinde blev rigtig farligt.

Anden halvleg bød på meget bedre spil og mange flere chancer. Det blev dog også en meget mere fysisk kamp og der var til tider en ond stemning på banen, hvor der så absolut ikke blev holdt tilbage i tacklingerne.

Vi skulle dog helt hen i slutminutterne før at der for alvor skete noget. Gæsterne fra SønderjyskE fandt endelig netmaskerne efter et par minutter med spilovertag, Emil Scheel fandt Kees Luijckx foran mål og midtstopperen kunne flot gøre stillingen til 1-0.

Glæden skulle dog ikke vare ved for sønderjyderne, da unge 19-årige Gustav Marcussen få minutter før tid udlignede for Lyngby med et klasse mål.