Fokus

Allan Kuhn interview del III: AaB og Aalborg: En kærlighedshistorie

Del III i Ronaldo.com’s føljeton om Allan Kuhn som træner og menneske

Selvom du er bornholmer og ”Lyngbydreng”, så er dit ansigt på mange måder associeret med Nordjylland og AaB, hvor du har haft din gang siden 2004 på nær en afstikker på et par år til FC Midtjylland og Randers FC.

Hvad er det, du er så glad for ved det nordjyske og nordjyderne?

Jeg kom til AaB i januar 2004 sammen med Hamrén og kunne mærke en varme. Hvad kan man sige? En provinsby som stadig er en stor by med nogle fantastiske rare mennesker, og det er det, jeg godt kan lide ved Aalborg. Vi har en suveræn by, og jeg synes, det er en fantastisk by at bevæge sig rundt i. Der findes alt, hvad man har brug for, og så har vi en fantastisk fodbold- og håndboldkultur. Det en sportsby samtidig med, det er en kulturby, og den ligger perfekt og smukt lige ved Limfjorden. Jeg synes, man bliver taget godt imod, og så tror jeg, de godt kunne lide, at jeg var den der lidt mere udadvendte type, selvom jeg er bornholmer og ikke københavner. Jeg har dog boet mange år i København og spillet i København, og det er nok der, jeg har fået det lidt mere energiladede og positive livssyn, og det er noget, som jeg tror, ikke mindst Aalborgenserne har tænkt: ”det var sgu’ egentlig en meget fed måde, han gjorde det på, og det er fedt, han stadig prøver at bevare benene solidt plantet på jorden – han er lidt anderledes, i forhold til hvordan mange af vi er”. I Nordjylland spekulerer man måske lige lidt mere over tingene, inden man siger sin mening, og her var der en anden måde at gøre det på, og det tror jeg godt, nordjyderne kunne lide, og det passede fint ind i både AaB som klub og Aalborg som by. Jeg har derfor lige fra dag et af følt mig rigtig godt hjemme, og det har min familie også. Aalborg er en fantastisk by, der både er god at bo og leve i.

Så det har været et lykkeligt ægteskab på og udenfor banen?

Det er der ingen tvivl om. I de ti år jeg har været i AaB, er jeg faktisk den træner, der har haft flest kampe for AaB. Jeg tror, jeg er oppe på femhundrede eller sådan noget, hvor jeg har været med på en eller anden facon, og det har været en glæde hver gang. AaB vil altid være en klub, der ligger en tæt på hjertet, men man skal også huske på, at fodbold i dag også er big business, så de andre steder man har været, føler man også, man har haft en god følelse. Men når man har boet så mange år samme by, som vi har gjort, hvor vi har været tæt på AaB og har været med til at vinde nogle ting sammen med klub og fans, så vil det altid være tæt på ens hjerte, det er klart.

Efter du var returneret fra FC Midtjylland og Randers i 2011, forlængede du din kontrakt med AaB blandt andet på opfordring fra Kent Nielsen, der gerne ville fortsætte samarbejdet. Det skulle vise sig for alle parter at være en yderst fornuftig løsning med både mesterskab og pokaltitel til følge.  Trænerteamet bestod af dig, Kent Nielsen, Poul Erik Andreasen og Poul Buus. Kan du fortælle os lidt omkring ansvarsfordelingen og opgaverne i sådan et team, og hvordan samarbejdet fungerer?

Der er forskellige typer af cheftrænere. Kent er til den… hvordan kan man sige det? Ikke flade struktur. Han er en stærk cheftræner, hvor man får nogle opgaver, som man står for. Han er den stærke leder, der har sin måde at gøre tingene på, hvor Hamrén har en anden måde, og jeg har min. Man følte sig hjemme, og vi skabte et hold sammen og en måde at spille på, som ingen af de andre hold kunne finde ud af samtidig med, vi havde nogle spillertyper, som passede fantastisk ind i den måde, vi gerne ville spille på. Så vi spillede en omgang suveræn offensiv fodbold med en masse målchancer og mål til følge. Det viste sig også, at vi i det år både var bedre en FCK og Brøndby, og det gjorde vi simpelthen ved at spille fodbold. Vi spillede langs jorden, ind i mellemrummene og skabte målchancer på den måde. Offensive backs, indlægsspil, cutbacks. Vi var gode på omstillinger og havde en-mod-en spillere, der turde udfordre.

Poul Buus var målmandstræner, så han stod for målmændene. Kent havde det overordnede ansvar, og så var der Poul Erik og jeg, der havde reserveholdet. Vi vandt jo faktisk også reserveholdsturneringen i 2015 med mange af de unge spillere, og det var skægt at opleve, og der var en god vinderkultur. Vi fik skabt en måde at spille fodbold på, hvorpå vi formåede at vinde og samtidig spille godt, men til tider kunne vi også vinde ”grimt”. Det hører til, hvis man skal vinde et mesterskab. Der er ingen tvivl om, at det kulminerede, den dag vi vandt 4-2 inde i Parken i Pokalfinalen. Det er nok et af de største bedrifter, AaB har lavet som klub i en enkeltstående kamp.

Nu siger du, Kent var den stærk type som træner. Det afspejles vel også meget godt hans no bullshit-profil som spiller?

Kent er meget reel. Man ved, hvor man har ham, men han er også frisk og har andre sider af sig, som folk måske ikke kender så godt til. Han har en masse humor, en masse energi og er langt hen af vejen en meget positiv person. Samtidig er han også hård og ved, hvordan han vil have tingene. Både ledelsesmæssigt og den måde han gerne vil spille på, og det synes jeg er helt fint.

Dit samarbejde og ikke mindst kemi med Erik Hamrén er jo nærmest legendarisk. Hvad var det, der fungerede så godt mellem jer to?

Vi fungerede bare godt sammen. Han var den lidt indadvendte type, hvor jeg var den udadvendte. Han vidste præcist, hvordan han gerne ville have det, og han var enormt god til at stukture tingene. Du vidste altid, hvor du havde ham henne, og det tror jeg, er det vigtigste. At ”dette er dit ansvarsområde Kuhn, og det står du for – du skal gøre det og det og det”, og når man ved det som person, så kan man også vokse i de opgaver, man har, og det var Erik enormt god til at uddelegere. Han gjorde det samtidigt klart, at visse ting bestemte han, og her skulle man ikke blande sig, men andre ting måtte man godt blande sig i. Vi var samtidig enormt gode til at evaluere kampene. Vi var gode til at tale om, hvordan vi gerne ville spille. Erik var åben omkring tilgangen, og hvordan vi gjorde det, og når vi så nåede til et punkt, så traf han en beslutning. Det synes jeg, er en enormt god måde at gøre tingene på, at man er åben og god til at lytte.

Er det din fornemmelse, at der er stor forskel på, hvordan og hvor meget en cheftræner bruger sin assistent?

Ja, enormt meget. Det kan være helt fra den ene grøft til den anden. Jeg vil dog sige, at det i dag er blevet så stort et job at være cheftræner i dansk fodbold, så der bliver derfor mere og mere plads til assistenttræneren, som får større og større indflydelse. Plus at holdet i reserveholdsturneringen har en vigtig funktion i forhold til, hvordan man gerne vil udvikle spillere til Superligaholdet, så der har man også et stort ansvar. Det vigtigste for alle assistenttrænere er at have en delagtighed, så man føler, man er målbar, når kampene er i spil. Det er ikke mindst fordi, det ofte er gamle elitespillere, der ender som assistenttrænere. Hvis man kigger på dem, der er i dag, så er der enormt mange af dem, der har spillet fodbold før, og har det der adrenalinkick i deres krop, og som gerne vil udleve det i weekenden også. Det vil sige, at hvis man bliver en aktiv del af pakken, så får man også hundrede procent i retur fra en assistenttræner, som har spillet fodbold før. Og man skal ikke glemme, at det aller-aller vigtigste er loyaliteten til cheftræneren og sin klub.

Omkring loyalitet: hvordan fungerer den så i de tilfælde, hvor cheftræneren bliver fyret, og assistenten tager over?

Det tror jeg faktisk ofte er clearet, og det forstår alle. Jeg har jo også tænkt på, hvordan man kan blive fyret, når man nu vinder og så videre. Det jeg oplevede ovre i Malmö, det er, som det er, og her skal man tænke på, at der er nogle, der styrer dette, og der er dagsordener, som man aldrig får kendskab til. Nogle gange når man har nogle dårlige resultater, så er det helt naturligt for en cheftræner, at han ikke skal være der mere, og det er ligeså naturligt, at en assistenttræner tager over i en overgangsperiode. For eksempel som Glen Riddersholm gjorde i FC Midtjylland, da jeg ikke ville være der mere. Det gjorde jo, at Glen efterfølgende har fået en rigtig fin karriere. Jeg tror, det er en helt naturlig proces, er du dygtig nok som assistenttræner. Man skal bare huske, at få det clearet og sige: ”jeg har altså fået tilbudt jobbet – hvad siger du til det?”, og der vil langt de fleste sige, at det synes de er helt okay, fordi man ved, at det er business. Vi er hver vores forretning som cheftræner og assistenttræner, selvom vi tilhører fodboldklubben. Man skal ikke glemme, at vi aldrig ved, hvor længe vi er der – især ikke som cheftrænere. Man har ingen anelse. Det skal man lære. Det gør de allerede i England. For eksempel da jeg overtog fra Bruce Rioch, der fik jeg det hele clearet med ham med det samme, og han sagde ”congratulations Kuhn”. Der var ingen bad feelings overhovedet. Det er, som det er, og det er han vant til, og det tror jeg ligeså godt, vi kan vænne os til i Danmark. Alle har jo  ambitioner på den ene eller anden måde, og det skal man jo også huske.

Læs Del I: Sverige kontra Danmark

Læs Del II: Superligaen

Læs næste gang. Del IV: Triumfer og AaB som topklub