Nyheder | Superliga

Gaarde: VM er det ultimative udstillingsvindue

Allan Gaarde håber, at en peruviansk VM-deltagelse kan gøre Edison Flores attraktiv for andre klubber.

Det var stort, da AaB i sommeren 2016 valgte at købe den peruvianske landsholdsspiller Edison Flores i Universitario. Selvom det endnu ikke er blevet til det helt store gennembrud hos de bolchestribede, er han en kæmpe stjerne på landsholdet, som har muligheden for at kvalificere sig til VM.

Sportsdirektør i AaB, Allan Gaarde, ser også et muligt VM som en stor mulighed, både for spilleren og klubben.

– VM er det ultimative udstillingsvindue, og der er ingen tvivl om, at det er en stor chance for Edison (Flores red.) og for os, siger Allan Gaarde til Nordjyske.

Peru skal spille to playoff-kampe mod New Zealand mellem 9. og 14. november.