Fokus | Nyheder | Superliga

Tvivl om OB-spilleres fremtid

Flere store profiler for fynboerne ved ikke om de er købt eller solgt til sommer

Det er mere end svært at gennemskue, hvad OBs planer med profiler såsom Rasmus Jönsson og Joan Simun Edmundsson, hvis kontrakter i lighed med João Pereira, Mathias Thrane, Nana Welbeck og Jacob Buus løber frem til udgangen af juni næste år, er.

– Vi holder i midten af næste uge et møde i vores sportsudvalg. Her er det meningen, at vi lægger en fremadrettet plan. Lige nu holder vi kortene tæt ind til kroppen. Men jeg kan da sige så meget, at jeg ikke forventer, at der i vinterens transfervindue kommer til at ske det store, siger OBs sportsdirektør Jesper Hansen til BT.

Desuden går diskussionen i disse dage i det odenseanske fodboldmiljø, hvorvidt det er en mulighed at hente kreative midtbanespillere som Kasper Kusk eller Mikkel Rygaard fra henholdsvis F.C. København og Lyngby til klubben.

– Det er en spekulation. Vi synes i OB, at vi allerede nu har mange kreative spillere i truppen, siger Jesper Hansen.

I øjeblikket har OB 23 spillere på fuldtidskontrakt. Men om antallet vil være det samme i 2018, garanterer Jesper Hansen ikke.

– Hvordan vi vil gribe denne del an fremover, skal vi også tale om på næste uges møde, siger han.

Resultatmæssigt har efterårssæsonen artet sig relativt godt for fynboerne. OB er stadig med i kampen om at sikre sig deltagelse i det afsluttende mesterskabsslutspil.

– Overordnet set synes jeg, at vi har leveret på et stabilt niveau, og jeg synes, der undervejs har været gode takter. Men jeg må sige, at det antal mål, vi har scoret, ikke lever op til vores forventninger. Det kan der være mange forklaringer på, og derfor er det heller ikke sådan, vi siger, at vi er utilfredse med vores angribere. Det er dog indiskutabelt, at vi skal have fundet ud af, hvordan vi i forhold til nu får dem sat bedre i scene, lyder det fra Jesper Hansen.