Fokus | Nyheder

7. december: Alexander Hleb – Troldmandens lærling

Bag den syvende låge i vores julekalender gemmer der sig en hviderussisk troldmand

Hleb startede sin karriere i hviderussiske BATE Borisov, hvor han efter bare et år blev solgt til tyske VfB Stuttgart. Den unge midtbanespiller, bed sig efter en sæson fast i startopstillingen, og blev hurtigt en populær figur på det daværende Gottlieb-Daimler-Stadion.

Hviderusseren nød fem gode år i Stuttgart, hvor han i sæsonen 2002/03 var en del af holdet, der vandt sølv og sikrede sig en plads i Champions League. Årene derefter nød han stor personlig succes, hvilket i sæsonen 2004/05 kulminerede med 14 assists. I Tyskland fik han tilnavnet ’Zauberlehrling’ – troldmandens lærling.

Efter sine gode sæsoner i Stuttgart bredte hans navn sig i Europa, som ringe i vandet. Arsene Wenger og Arsenal sikrede sig spillerens underskrift og et skifte til 15 millioner euro. Det var i tiden i London, at hviderusseren etablerede sig som en stjerne i international fodbold.

Han skulle dog først igennem en svær første periode i klubben, hvor han havde svært ved at vænne sig til at spille i England. Det var her, at Arsene Wenger valgte at rykke ham ind ved siden af Cesc Fàbregas, hvilket gav ham et stort boost. De to spillere fandt hurtigt sammen og skabte et giftigt makkerpar, der kunne skræmme de fleste hold i Europa. Makkerparret var en del af holdet, der førte Arsenal til Champions League-finalen i den sæson. Hleb har senere sagt, at Fàbregas var hans bedste ven i klubben.

Ligesom i Stuttgart havde Hleb stor succes i Arsenal og efter tre sæsoner i klubben gjorde han noget, der har haft en kæmpe effekt på hans eftermæle og er grunden til hans plads på denne liste. Han skiftede til FC Barcelona.

I Spanien havde hviderusseren svært ved at finde fodfæste. Sergi Busquets og Pedro blev begge rykket op på førsteholdet i den sæson og Barcelonas midtbane havde allerede spillere som Xavi og Iniesta. Hleb havde heller ikke det bedste forhold med Pep Guardiola og efter en sæson, hvor klubben vandt den famøse ’treble’ – La Liga, Copa del Rey og Champions League – blev Hleb lejet ud til sin tidligere klub VfB Stuttgart.

Herefter lignede det ikke, at Hleb nogensinde skulle forløse sit potentiale eller nå tidligere tiders niveau. Efter et år i Stuttgart blev han lejet ud til Birmingham, hvor han spillede i en enkelt sæson, hvorefter han endnu engang blev lejet ud til Wolfsburg. Barcelona valgte efter et halvt år af lejemålet, at sælge spilleren. Hleb tilbragte 3,5 år på kontrakt i Barcelona, men spillede kun for dem i en sæson.

Efter sin tid i Barcelona har Hleb spillet i flere forskellige østeuropæiske klubber, blandt andet to perioder i BATE Borisov. Nu er han 36 år gammel og selvom han ikke officielt har stoppet sin karriere, har han været klubløs siden i sommer.

 

http://www.goal.com/en-gb/news/3277/la-liga/2015/10/16/16373642/hleb-i-used-to-fight-with-guardiola
http://www.uefa.com/uefachampionsleague/news/newsid=1459655.html
https://www.vfb.de/en/1893/club/history/chronicle/may-24th–2003/
https://www.transfermarkt.com/aleksandr-hleb/leistungsdatendetails/spieler/597
https://www.transfermarkt.com/aleksandr-hleb/profil/spieler/597