Nyheder | Superliga

Hobro-direktør: Vi forventer ikke at Pål er her i fire år

Hobro IK har forlænget kontrakten med Pål Alexander Kirkevold så den løber i fire år mere

Der har været stor tvivl om Pål Alexander Kirkevolds fremtid, da hans forhenværende kontrakt udløb til sommer. Han har dog været helt forrygende i denne sæson, hvor han blandt andet har slået rekorden for mål i flest kampe i træk.

Hobro har derfor været meget ivrige for, at forlænge nordmandens kontrakt, da flere udenlandske klubber har været interesseret i Pål. Kontrakten er nu blevet forlænget, og det er noget sportsdirektør Jens Hammer er meget stolt af.

– Jeg er vanvittig stolt over den her kontraktforlængelse. Pål er en fantastisk dygtig angriber, hvilket han jo har bevist for hele fodbold-Danmark i denne sæson. Vi har gennem tiden haft mange dygtige angribere i Hobro, men ingen så dygtige som Pål. På Påls vegne er jeg også glad for, at fremtiden nu er på plads, så der kan falde ro over hele situationen, så Pål kan koncentrere sig fuldt ud om spillet på banen, siger Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse.

Kontraktforlængelsen lyder på fire år, hvilket kan lyde som en lang kontrakt for en så højt profileret spiller, men Jens Hammer understreger, at han ikke forventer at se Pål Alexander i klubben i så lang tid.

– Vi har skrevet en lang kontrakt med Pål, men vi forventer ikke, at han er her i alle årene. Det er han simpelthen for god til, og hvis den rette klub kommer på banen med henblik på at hente ham, så stiller vi os ikke i vejen for et salg, siger Jens Hammer.

Kirkevold har indtil videre nettet 13 gange i Superligaen for oprykkerne.