Nyheder | Superliga

Kløve skifter fra SønderjyskE til sommer

Klubben og spilleren kunne ikke blive enige om en forlængelse af kontrakten

Når hans kontrakt udløber til sommer, vil Troels Kløve være fortid i SønderjyskE. Det bekræfter klubben nu på sin hjemmeside. Hans Jørgen Haysen, sportschef i SønderjyskE, er selvfølgelig ærgerlig over, at de ikke kunne nå til enighed, men respekterer Kløves valg.

– Troels Kløve har netop fortalt os, at han ønsker at søge andre græsgange til sommer. Vi har gennem nogle måneder gjort flere forsøg på at lande en aftale, og vi er selvfølgelig kede af at det ikke lykkedes.
Det er en del af gamet, at vi skal sige farvel og tak for indsatsen til spillere, og vi må respektere, at han har valgt en anden løsning efter denne sæson, siger Hans Jørgen Haysen til klubbens hjemmeside.

Sportschefen understreger, at de gjorde hvad de kunne får at få en aftale i hus og er overbevist om, at situationen ikke vil påvirke midtbanespillerens præstationer i foråret.

– Vi har virkelig prøvet at strække os så langt, som vi kunne. Det kom vi så ikke i mål med, og Troels Kløve giver den selvfølgelig fuld gas, som han plejer, mens han stadig spiller i den lyseblå trøje. Han er professionel og en spiller, som altid leverer en 100 % dedikeret indsats.

Troels Kløve skiftede til SønderjyskE fra AC Horsens i sommeren 2015.