Thomasberg glad for opstart i Hobro

Nyheder Superliga

Cheftræneren er meget tilfreds med den første uges træning

I Hobro har spillerne nu rundet årets første arbejdsuge og ifølge cheftræner Thomas Thomasberg har det været en god opstart.

– Det er gået rigtig godt. Alle har fået ladt batterierne op, og folk er kommet tilbage i rigtig godt humør. De har også lavet noget hjemme, kunne vi se, så det har set rigtig fint ud ude på træningsbanen, siger cheftræneren til klubbens hjemmeside.

Thomasberg er meget imponeret over holdets fysiske tilstand.

– Den fysiske form så rigtig fin ud. I den tid, jeg har været i Hobro, har vi haft test sidste vinter, da vi startede op, og igen i sommers. Og så selvfølgelig nu her igen, og testen er i hvert fald minimum lige så god som den i sommers og endnu bedre end den sidste vinter, og det er selvfølgelig den sidste vinter, der er mest sammenlignelig. Så der er klar fremgang ved mange af de spillere, som vi testede for et år siden.

– Vi så en Pål, der var rigtig, rigtig stærk og løb klart stærkere, end det han gjorde sidste år og med en vilje, der lignede en, der var ved at rive banen op til sidst. Det var rigtig stærkt. Damborg og Vito kom lige efter, men generelt havde vi rigtig mange inde på fornuftige tider, og det er selvfølgelig et tegn på, at der er blevet arbejdet fornuftigt i ferien og samtidig holdt ferie og fået ladt batterierne op.

Med den nye struktur og et VM til sommer er opstarten historisk kort og derfor understreger Thomasberg også, at det er ekstremt vigtigt at formen er hurtigt på plads.

– Vi ved godt, at opstarten er ekstremt kort her, og derfor skal vi nå mange ting på kort tid. En af tingene er formen, men hvis tingene skal klappe, så skal du både have nået noget spillemæssigt og formmæssigt samtidigt. Og det er så det, vi prøver på, og der kan vi i hvert fald sige, at det er en rigtig god start, at folk er kommet tilbage i god form.

Hobro IK starter Superligaen op med et hjemmebaneopgør mod AGF.