AGF vandt deres anden træningskamp i år, men de mange kampe slider på David Nielsens trup

AGF har været flyvende i 2018, hvor det er blevet til lutter sejre. Først var der KMD Cup i Brøndby Hallen, hvor man vandt overbevisende, efter man bl.a. slog hjemmebane-favoritterne fra Brøndby ud i semifinalen.

Herefter spillede man en træningskamp mod Aarhus Fremad, som overbevisende slog med 4-0. Onsdag var det så Brabrands tur til at få ørerne i maskinen, da de mødte AGF i endnu en træningskamp. Brabrand gjorde en god figur af sig, men når AGF satte tempo, kunne Brabrand ikke følge med. Kampen endte med endnu en sejr til AGF, efter mål af Niklas Backmann og Søren Bugge Jepsen.

David Nielsen var godt tilfreds med indsatsen, og han roser spillernes fokus og disciplin.

– Jeg fik set et fokuseret hold og en fokuseret trup, som var disciplinerede og gennemførte de opgaver, der var til dagens kamp. Det var godt at se. Fokus var at minimere den åbenhed, som vi har set i holdet. Vi skulle forsøge at holde holdet kompakt for at minimere modstanderens mulighed for at spille igennem vores kæder og skabe chancer. Det lykkedes, siger David Nielsen til Stiften.dk. 

Trods de mange sejre til AGF, beretter David Nielsen om et hårdt program. De mange taktiske oplæg og den hårde fysiske træning er hård for spillerne, fortæller AGF-træneren.

– Vi har en hård periode nu i vinteropstarten, og vi vil gerne mange ting. Vi skruer hårdt på spillernes ben og hoveder. Det er en balancegang, og vi fik alle i spil, der kunne komme i kamp, og vi har igen en kamp om tre dage. Det er hårdt for spillerne fysisk og mentalt.

Næste træningskamp for AGF på lørdag, hvor man tager imod Vendsyssel FF.