Zorniger overvejer formationsændring mod Hobro

Superliga

Alexander Zorniger overvejer en mindre formationsændring søndag mod Hobro. Han tænker på at prøve Hjörtur Hermansson eller Lasse Vigen som en ekstra defensiv midtbanespiller

Man kan efterhånden ikke sige Brøndby og Alexander Zorniger uden at sige den specielle formation 4-1-2-1-2. Den smalle 4-4-2 uden fløje er indbegrebet af Brøndby og det aggressive genpres. Men der kan komme en mindre ændring, når de søndag hjemme tager imod Hobro IK i grundspillets sidste spillerunde.

For Christian Nørgaard er i karantæne, og det har fået cheftræner Alexander Zorniger til tænke i alternative baner som for eksempel med to defensive midtbanespillere.

“Der er forskellige muligheder. Vi erstatter ham [Christian Nørgaard] med en spiller på positionen eller med flere spillere. Vi må se. Vi prøvede Hjörtur Hermannsson i reserveholdskampen på pladsen, og vi har forsøgt med en dobbelt-sekser i træningen i løbet af ugen. Vi træffer beslutningen på søndag,” siger Zorniger til Brøndby-mediet 3point.dk.

Kampen starter klokken 17.00 søndag, og du kan se vores optakt til kampen her.