VM i Rusland er færdigspillet, og det er på tide at gøre status efter den 21. slutrunde i historien

Så nåede vi til sidste fløjt. Frankrig er verdensmestre, Kroatien fik sølv, Belgien tog bronze, mens Danmark nåede ottendedelsfinalen.

Så kunne vi snildt stoppe der, men det ville alligevel være lidt kedeligt, ik?

Og kedeligt, det har det bestemt ikke været efter mine begreber. Det vil sige, jeg synes, at det startede sløjt. Den første uge var ikke noget at råbe hurra for, og især de afrikanske og asiatiske lande skuffede en del med enkelte undtagelser.

Men da vi nåede anden og tredje spillerunde, og der skulle præsteres, så kom der gang i løjerne.

Stor respekt til hold som Saudi-Arabien, Marokko, Peru og Sydkorea, som ikke havde noget at spille for, men som virkelig stod distancen og gav den gas.

Spillemæssigt mener jeg ikke, at der er noget at udsætte. Vi har ikke fået et Brasilien anno 2002 eller 1970, et Frankrig a la 1998 eller en enkeltmandspræstation som Diego Maradonas i 1986, men det har været rigtigt godt uden at være prangende. Et 10-tal på den gamle karakterskala.

Vi har fået nogle ret dramatiske og vilde kampe i både tredje runde af gruppespillet og så de mange forlængede spilletider og straffesparkskonkurrencer. Stor underholdning.

Og så viste værtslandet sig fra den gode side uden ballade både på og uden for banen. Tak for det.

VAR kom i den grad i fokus. Modstanderne råbte om ”Spillets ødelæggelse”, mens tilhængerne råbte tilbage med ordet ”Retfærdighed”.

Begge dele skal nok tages med et gran salt til din borscht. Hvis VAR bare kan udrydde de helt horrible beslutninger, så skal dommerne nok tage andre, som vi kan diskutere. Jeg har tidligere udtrykt min begejstring for VAR, så lad os bare sende den til hjørne for nu.

Jeg vil personligt se tilbage på en slutrunde, som i den grad kunne være sig selv bekendt. Vi snakker på linje med 2014, 2006 og 2002, men ikke helt derop hvor eksempelvis 1998, 1994 eller 1982 ligger.

Når jeg lige tænker efter, så vil disse ting flimre forbi i min R.E.M.-søvn: VAR, Tyskland ydmygelse, Neymars fald fra tinderne, Kroatien, mesterlige Modric, overraskende Rusland, godt nok af Danmark, Kylian Mbappé, Argentinas præstationsangst, Belgiens midtbane, Japans friske spillestil, Benjamin Pavard (hvor kom han fra?), solide Sverige og “Football´s coming home” på repeat.

Så alt i alt var det ikke så skidt. Det VAR sgu godt nok.

Vive la France!

Dette er redaktørens mening og ikke nødvendigvis udtryk for redaktionens

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her