Danmark nåede til ottendedelsfinalen, hvor VM-sølvvinderne fra Kroatien stod i vejen. Jeg kigger her tilbage på det danske indsats og spørger mig selv, om vi kan være den bekendt

Der er et eller andet underligt over et VM, der er slut. Det er samme følelse, som når man trækker sig hjem fra en festival eller står op dagen efter et godt bryllup. Tomhed.

Men nu skal det ikke være så trist det hele, for Danmarks deltagelse ved VM efterlod ikke nogen af os med tomhed, men derimod med en god mængde diskussion.

Lad os de på de tørre tal: Danmark gik ubesejret igennem gruppespillet og fik fem point. Jeg havde regnet med fire, så det er godt nok. Desuden nåede vi altså at spille 0-0 mod de franske verdensmestre, så det er ikke helt skidt.

De rød-hvide nåede ottendedelsfinalen og tabte først til Kroatiens senere sølvvindere efter straffespark. Så nul nederlag i fire kampe, hvoraf de to modstandere var VM-finaledeltagerne.

Kasper Schmeichel fik for alvor brudt ud af sin fars skygge, selvom mange ville hale ham ind i den igen mens Simon Kjær var et stout anker i det danske forsvar. Derudover kan vi ikke rigtigt pege på nogle danskere, der skilte sig væsentligt ud.

Pione Sisto og Nicolai Jørgensen havde det svært, mens Christian Eriksen desværre ikke fik sat sit aftryk på hverken turneringen eller det danske spil. Resten var på det jævne.

Det var det danske spil også. Kun i anden halvleg mod Kroatien kunne man som dansker tillade sig at kippe lidt med flaget. Kampen mod Frankrig var den eneste nullert ved hele slutrunden, og der var ingen pæne ord fra omverdenen efter den resultatkamp.

Omvendt må man sige, at Åge Hareide formåede at gå ubesejret gennem VM på hårdt arbejde og en stærk defensiv.

Danmark spiller ikke sprudlende fodbold, som eksempelvis Kroatien eller Frankrig, som både kan vinde og spille flot, hvis de vil.

Det er materialet ikke til herhjemme. Vi har en stjerne i Eriksen, og et par virkeligt gode spillere i Kjær og Schmeichel, og det er enden på den liste. Vi kan ikke bare smide en Real Madrid-reserve i spil, når William Kvist får læderet sine lunger eller hente en supersub fra Chelsea, når Martin Braithwaite ikke scorer.

Vi er Danmark, vi er et lille land, og vi har ikke en gylden generation som Kroatiens. Eller deres mentalitet.

Vi skal være glade for at komme til VM, at gå ubesejret igennem og nå en ottendedelsfinale. Det er vores niveau.

Vi kan ikke spille tiqui-taca og vinde 5-0, men vi kan knokle hårdt for føden, gøre det svært for modstanderen at score og momentvis skinne som det pureste guld i aftensolen.

Det er Danmark anno 2018, og når man først har anerkendt det, så var det faktisk slet ikke så dårligt at slutte blandt verdens 16 bedste nationer.

Dette er redaktørens mening og ikke nødvendigvis udtryk for redaktionens

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her