Reservemålmand Jasper Cillesen er måske ved at forlade Camp Nou denne sommer, men Barcelona ved allerede hvem, der skal afløse ham – Bundesligaens bedste målmand i sidste sæson

Den helt store målmandskabale er i gang blandt Europas topklubber. Først skiftede legendariske Gianluigi Buffon overraskende til PSG, og torsdag gjorde Liverpool så brasilianske Alisson til verdens dyreste keeper, da man hentede ham i AS Roma. Derudover er Thibaut Courtois efter alt at dømme på vej til Real Madrid, og det efterlader et par tomme poster på dyre adresser rundt om på kontinentet.

I Barcelona hedder førstemålmanden ubestridt Marc-André ter Stegen, men man har også en særdeles habil afløser i Jasper Cillesen. Hollænderen står i så høj kurs, at han tidligere på sommeren blev rygtet til netop Liverpool, og flere andre klubber har også meldt deres interesse.

Der er ikke noget konkret endnu, men hvis en klub skulle byde over 225 millioner kroner for Cillesen, så vil Barcelona være klar til at sælge den 29-årige målmand. Og det er en situation de tager helt roligt i Catalonien, da de allerede har en eventuel afløser klar. Klubben har nemlig Wolfsburg-keeper Koen Casteels linet up, hvis det skulle ske. Det beretter Mundo Deportivo.

Hvis det navn ikke umiddelbart får klokkerne til at ringe, så blev Casteels sidste år kåret til sæsonens målmand af det tyske fodboldmagasin Kicker. Og han forventes ikke at være særlig dyr, da Wolfsburg vil have svært ved at holde på ham.

I første omgang spiller Jasper Cillesen dog stadig i FC Barcelona.