Leicester-manageren Claude Puel føler, at hans mandskab var det bedste, da de i går tabte med 1-2 til Manchester United

Efter tre måneders pause vendte Premier League fredag tilbage, da Manchester United tog imod danskerklubben Leicester City.

Mesterskabskandidaterne fra Manchester fik en god start med en straffesparksscoring i starten af opgøret, og efter 83 minutters spil fordoblede Luke Shaw føringen, inden Jamie Vardy reducerede til 1-2 i kampens overtid. I kan læse et fyldigt referat at kampen her.

Efter kampen var Leicester-manageren Claude Puel selvfølgelig meget skuffet, og han fremhæver især kampens start, som noget de skal forbedre. Samtidig er han frustreret over, at de ikke formåede at udnytte deres gode perioder.

“Det var skuffende for spillerne, fordi de gav deres bedste,” siger Puel ifølge Goal og fortsætter:

“Selvfølgelig er det en skam at lukke et mål bare et par sekunder inde i kampen, og det skal vi fikse. Vores start var ikke god nok. Men vi spillede en god første halvleg med stor kvalitet, godt presspil, godt offensivt spil og mange chancer. Vi skulle have scoret, da vi var ovenpå.”

Han indrømmer, at det var en svær kamp, men Leicester-manageren mener alligevel, at de var det bedste hold. Derfor mener han også, at de havde fortjent et bedre resultat.

“Vi pressede på og spillede mod et hold, der stod dybt. Uden meget plads var det svært at skabe chancer,” siger Puel og fortsætter:

“Vi havde succes med gode træk og stor kvalitet, og vi burde måske have fået et resultat i anden halvleg, men vi må nøjes med at være skuffede. Jeg synes ikke, at det er et fair resultat. Vi dominerede kampen med godt spil og mange chancer. Vi havde også mange frispark og standardsituationer, og her kan vi gøre det bedre.”

Til sidst understreger han, at han er tilfreds med præstationen, men at det selvfølgelig havde være rart med point på kontoen.

“Nogle gange var vi uheldige foran mål. Jeg er glad for præstationen, men det ville have været bedre at vinde eller spille uafgjort for vores fans skyld. Det ville også have været en god belønning for vores spil,” afslutter Puel.

Leicester City skal forsøge at komme på tavlen, når de den 18. august tager imod oprykkerne fra Wolves.