Ernesto Valverde er eftersigende i tvivl om sin fremtid i Barcelona på grund af manglende tillid fra klubbens bestyrelse

Sidste sæson bød på flere fornemme resultater og endda to titler for Ernesto Valverde og Barcelona, og samarbejdet så i den grad ud til at bære frugt og være langtidsholdbart for begge parter.

Nu melder Sport dog om grus i maskineriet i den catalanske storklub.

Barcelona har fået en noget svingende start på sæsonen og må for nuværende tage til takke med andenpladsen i La Liga, eftersom Simon Kjær og Sevilla har samlet et point mere end catalanerne i de første otte kampe.

I de seneste fire kampe har Barcelona sågar ikke formået at vinde, og resultaterne er selvfølgelig ikke acceptable for hverken Valverde eller klubben.

Ifølge Sport har de dårlige resultater blandt andet medført, at Valverde føler, at bestyrelsen ikke har den fornødne tillid til ham, og at han derfor overvejer at afvise en mulig forlængelse med klubben.

Den 54-årige spanier er i gang med sit andet år som træner i Barcelona, men har ingen klausul om forlængelse indskrevet i sin kontrakt.

Bestyrelsen skulle angiveligt ikke stå i vejen for en afsked, men Valverde har i løbet af sin tid i klubben vundet stor respekt i spillertruppen, hvilket selvfølgelig gør en afsked noget mere kompliceret.

Valverde har vundet 48 af sine 70 kampe som træner i Barcelona, siden han erstattede Luis Enrique i maj 2017.

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her