Vi skruer tiden tilbage til en hed maj-dag, hvor Brøndby reelt sikrede sig mesterskabet ved at smadre konkurrenterne fra FC København

Midt i 00´erne var det stadig et spørgsmål om, hvorvidt det var Brøndby eller FCK, der skulle være danske mestre.

FCK havde vundet i 2001, Brøndby i 2002, FCK i 2003 og 2004, så nu var det igen de blå-gules tur, og det blev eftertrykkeligt slået fast d. 16. maj 2005.

Dengang var der kun 12 hold i Superligaen, og alle mødte hinanden tre gange, så man nåede op på 33 kampe.

Denne kamp var i runde 27, og der var fem point imellem de to mandskaber med Brøndby øverst. Med andre ord, så skulle FC København gerne vinde for at have chancen for at snuppe det tredje mesterskab i træk.

Agger og Kahlenberg slog til

Allerede efter fire minutter led det håb en krank skæbne. Kim Daugaard sparkede frispark i højre side, og inde foran steg en ung mand ved navn Daniel Agger til vejrs og headede billedskønt bolden i en fin bue i mål uden chance for Balazs Raboczki i målet.

En drømmestart til hjemmeholdet, som bare blev ved med at presse på. Otte minutter senere blev et langt udspark fra Casper Ankergren forlænget, og så smuttede Thomas Kahlenberg igennem i midten og fra en position til højre i feltet, dunkede han bolden ind.

Vild ekstase på lægterne og på bænken, hvor træner Michael Laudrup og assistent Jon Faxe Jensen var på vej til et mesterstykke.

Sibusiso Zuma havde en kæmpe chance for at reducere, men Agger reddede på målstregen, og så stod der altså 2-0 ved pausen.

Ren Brøndby-klasse i anden omgang

Efter en lille times spil fik Brøndby straffe, men Martin Retov sparkede svagt midt i målet, og så kunne Raboczki diske op med en redning.

Brøndby pressede dog på, og Morten Skoubo burde have øget på en friløber, men han lobbede bolden over.

Janne Saarinen blev skiftet ind for FCK, men den dag vil finnen nok næppe glemme. Han blev tacklet af Morten Skoubo, som spillede Johan Elmander fri i højre side. Han betænkte sig ikke og bankede fladt bolden ind til 3-0.

Gæsterne forsøgte at presse på, men efterlod store huller bagude, og det udnyttede Brøndby. Mads Jørgensen sprintede igennem og spillede Kahlenberg fri midt for mål. Han løftede den elegant forbi en fortvivlet Raboczki til 4-0 med syv minutter igen.

Stakkels Janne

Og så havde vi lige nævnt, at hvidklædte Saarinen havde en ibenholtsort dag. Han sluttede af med at lægge alt, alt for kort tilbage til sin keeper, og så fik Skoubo sit mål, da han opsnappede bolden og rundede Raboczki, inden han lagde bolden ind.

5-0 endte det til Brøndby, som med otte points forspring og seks runder igen reelt tog mesterskabet denne dag.

Det blev en stor sæson for Laudrup og co., som også vandt pokalen, og det er i øvrigt seneste gang, at Brøndby blev mestre.

Det var tæt på i sidste sæson, og det kan man stadig ærgre sig over. Men denne 5-0 triumf i den femte måned i 2005 kan ingen tage fra dem.

Du kan se highlights fra opgøret her.

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her