Andrew Hjulsager blev skiftet ind og lavede to assist, da Real Betis og Celta Vigo spillede 3-3 i en spektakulær La Liga-kamp

Celta Vigo har fået en noget lunken start på sæsonen i La Liga med 13 point i deres første 11 kampe. Søndag aften ventede en udekamp mod Real Betis, der forinden blot havde scoret fem mål i sæsonen. Og det var uden dansk deltagelse i første omgang, da Pione Sisto var ude af truppen og Andrew Hjulsager startede på bænken.

Loren Moron havde kampens første chance, men Betis-angriberen måtte se sit ellers flotte saksespark sejle et stykke forbi mål.

Angriberen kom dog på måltavlen efter en god halv times spil, da med en flot yderside sendte bolden over Celta-keeper Sergio Álvarez.

Den føring holdt til halvlegen, og Betis var dermed på vej til at overhale aftenens rivaler i tabellen.

Hjulsager kommer på banen og kampen går målamok

Danske Andrew Hjulsager kom på banen fra anden halvlegs start i jagten på en udligning. Men istedet var det Betis, der efter 57 minutter kunne bringe sig på 2-0. Venstrekanten Junior stod fri i feltet efter lidt tilfældigt småspil og satte sikkert bolden i mål.

Det skulle dog hurtigt vise sig, at indskiftningen af danskeren var en god ide. Hjulsager slog fem minutter senere et indlæg ind i Betis-feltet, og det kom Maxi Gomez først på og reduceringen var en realitet.

Og syv minutter senere fuldbyrdede gæsterne comebacket. Brais Mendez modtog en lang bold i feltet, tæmmede den elegant og halvflugtede udligningen i mål.

Det så endda ud til at blive endnu bedre for Celta, og igen engang var Hjulsager og Gomez i centrum. Som en kopi af deres første mål fandt danskeren frem til angriberen bagerst i feltet, og pludselig stod det 3-2 til udeholdet.

Et vanvittigt comeback, men det var ikke den utroligt underholdende anden halvlegs sidste twist. For med tre minutter igen sendte den tidligere Real Madrid-spiller Sergio Canales en vaskeægte frisparksperle i nettet fra tæt ved 40 meters afstand, og så var kampen udlignet.

Så kom der dog ikke flere mål, og opgøret endte 3-3.

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her