Manchester City hentede en storsejr over Shakhtar Donetsk. Et af målene kom på et fejlagtigt straffe

Efter det overraskende nederlag til Lyon i første spillerunde har Manchester City fundet formen i Champions League.

Onsdag tog holdet tredje sejr på stribe med hjælp fra et fejlagtigt straffe og spillede sig op på ni point i gruppe F.

Shakhtar Donetsk blev onsdag banket 6-0, og med den sejr har City nu henholdsvis tre og seks point ned til Lyon og Hoffenheim før de to sidste runder i gruppespillet.

Gabriel Jesus scorede tre af holdets seks mål, heraf to på straffespark.

City grundlagde den forventede hjemmesejr i det 13. minut. Et projektil blev fyret langs jorden og ind i det lille felt, hvor David Silva satte indersiden på til 1-0.

Og så var det ellers dommerens tur til at indtage en uheldig hovedrolle.

Raheem Sterling driblede ind i feltet og sparkede i jorden uden en Shakhtar-spiller helt tæt på sig.

Alligevel pegede dommeren højst overraskende på straffepletten, hvorfra Gabriel Jesus snød målmanden, selv om brasilianeren faldt i afslutningsøjeblikket.

Den sædvanlige City-dominans på Etihad Stadium fortsatte i anden halvleg, hvor Sterling og dernæst Jesus scorede.

Først afsluttede Sterling en god dribletur ved at sparke i modsatte side af målet fra kanten af feltet. Målet sendte City på 3-0.

20 minutter før tid scorede Jesus igen på straffespark, og siden udbyggede Riyad Mahrez til 5-0.

Ukrainerne formåede først at stoppe blødningen, da Jesus for tredje gang i kampen kom på tavlen og kunne fejre sit hattrick med scoringen til 6-0.

Lyon er fortsat eneste ubesejrede hold i gruppen. I onsdagens hjemmekamp mod Hoffenheim blev det til et noget skuffende 2-2-resultat, og holdet er på seks point med to runder igen.

I næste runde gælder det hjemmekampen mod Manchester City. Det opgør kan blive afgørende for, hvilket hold der ender med førstepladsen i gruppen.

I gruppe E hentede Bayern München den forventede sejr på 2-0 over AEK Athen på to mål fra Robert Lewandowski. I samme gruppe fik Ajax 1-1 mod Benfica og er to point efter Bayern på andenpladsen.

i gruppe G vandt Roma i en tidlig kamp 2-1 ude over CSKA Moskva, mens Real Madrid tog pynten af Viktoria Plzen med 5-0. De fire første mål faldt inden pausen.

Slutteligt vandt Valencia 3-1 over Young Boys, mens Manchester United nærmest sensationelt vandt 2-1 ude over Juventus i gruppe H, som nu er helt åben.

/ritzau/

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her