Efter en fremragende sæsonstart er det gået lidt i stå for Liverpool. Men Andy Robertson er sikker på, at de gode tider vender hurtigt tilbage

Liverpool er på imponerende vis stadig ubesejrede i Premier League efter 11 spillerunder, men kun tre sejre i de seneste ni opgør i alle turneringer har skabt bekymringer på Merseyside. Senest tabte klubben stærkt overraskende med 0-2 mod Røde Stjerne i Champions League, hvilket har skabt usikkerhed om kvalifikationen til ottendedelsfinalerne.

Venstrebacken Andy Robertson anerkender, at spillerne er skuffede over det seneste nederlag, men mener samtidig, at de nok skal komme ovenpå igen.

“Det er en af den slags perioder man bare skal igennem”, udtaler skotten ifølge Sky Sports.

“Sidste sæson var alle vant til at vi scorede fire eller fem mål, men det kan ikke lade sig gøre i hver eneste kamp.”

“Måske har det ikke været lige så kønt at se på, men vi har i det mindste været effektive. Men ja, måske mangler vi lidt gnist fordi vi ikke vinder 4-0 eller 5-0 i de fleste kampe.”

“Vi skal stå sammen som et hold nu og forsøge at opnå, hvad træneren gerne vil have. Vi skal forsøge at finde gejsten og vinde kampe mere komfortabelt”, tilføjer Robertson.

Liverpool møder søndag Fulham i Premier League.

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her