Kaj Stefansen stopper allerede denne uge som målmandstræner i SønderjyskE. Han skal nu arbejde for Kinas kvindelandshold

Han har arbejdet med SønderjyskE’s målmænd siden 2012, men i denne weekend er det slut. Kaj Stefansen blev sidste uge kontaktet af det kinesiske fodboldforbund vedrørende jobbet som målmandstræner for det bedste kvindelige landshold, og siden er tingene gået hurtigt. Allerede i næste uge starter Stefansen sit nye job, og han er spændt på det nye eventyr.

“Jeg har haft en stor drøm om at komme til udlandet, og det her er en super spændende mulighed. Kina skal spille VM i Frankrig til sommer, og vi skal allerede i træningslejr på Stillehavsøen Guam i næste uge, så det er lige på og hårdt”, udtaler træneren til klubbens hjemmeside. 

“Det har været en skøn og spændende tid i SønderjyskE. I de første år handlede det om overlevelse, siden kom sølvet og Europa, og nu har vi lagt os i den gode ende af superligaen. Der er sket mange ting i klubben i den periode, jeg har været der, og klubben er på et helt andet niveau i dag. Det har været en spændende rejse, men nu begynder en ny”, tilføjer han.

Toivo Vadum, der tidligere har været målmandstræner i Vejle, tager over fra Stefansen i SønderjyskE.

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her