VM-deltagelsen i sommer var et vigtigt redskab i fodboldlandsholdets udvikling, mener stjernen Christian Eriksen. Danmark har stadig ikke tabt en landskamp i over to år

Det danske fodboldlandshold kan tage en masse gode erfaringer med fra landskampsåret 2018, der sluttede mandag aften med 0-0-kampen i Nations League mod Irland.

De erfaringer skal landsholdet bruge til at fortsætte holdets mere end to år lange stime uden nederlag i ordinær spilletid. Det siger Christian Eriksen.

“Det vigtigste, vi tager med fra det her landsholdsår, er, at vi har fået noget slutrundeerfaring. Vi har prøvet at skulle spille, hvor det virkelig gælder, og hvor vi har skullet sætte os op til tre kampe til at starte med.”

“Man spiller alle kvalifikationer for at komme til en slutrunde, hvor man så har muligheden for at være samlet og bygge på.”

“Det formåede vi, og vi kan tage erfaringerne med til den næste kvalifikation, så vi forhåbentlig formår at spille den bedre end den forrige kvalifikation”, siger Christian Eriksen.

Han henviser til den kommende EM-kvalifikation, der spilles i 2019. Der er ikke blevet trukket lod til kvalifikationsgrupperne endnu, men det står klart, at de to bedste hold i hver gruppe scorer en EM-billet.

– Målet er vel, at vi ikke skal ud i playoff for at komme med til en slutrunde, siger Christian Eriksen.

“En halvkedelig kamp”

Mandagens kamp mod Irland var den femte landskamp i år, der endte uden mål. Eriksen medgiver, at det ikke var en specielt underholdende kamp, selv om Danmark skabte chancer nok til at vinde.

“Hvis man ser på kampen, var det nok ikke den mest spændende kamp at se på. Men som statistikkerne viser, så er vi stadig ubesejrede og kan gå til pause med en fed følelse, for vi har sluttet året fint af.”

“Vi havde selvfølgelig håbet på en sejr, men det var mere stolpe ud end stolpe ind. Hvis der virkelig havde været noget på spil, så tror jeg også, at vi ville have grebet den anderledes an. Så var vi gået endnu mere offensivt til værks.”

“Men vi ville selvfølgelig heller ikke tabe den sidste landskamp i år, og det ville de selvfølgelig heller ikke, og det var måske derfor, det blev en halvkedelig kamp”, siger Eriksen.

Med fire mål endte Christian Eriksen som landsholdets topscorer i 2018.

/ritzau/

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her