SønderjyskE Elitesport A/S kan for ottende år i træk fremvise et overskud, og direktør Klaus Rasmussen er henrykt over de nye sorte tal på bundlinjen

Ikke nok med at SønderjyskE i skrivende stund indtager Superligaens femteplads, kan sønderjyderne nu også prale af at levere overskud på forretningen for ottende år i træk.

Overskuddet i SønderjyskE Elitesport A/S, der omfatter både fodbold, håndbold og ishockey, lyder på ikke mindre end 1,9 millioner kroner, og det er SønderjyskE-direktør Klaus Rasmussen ekstremt tilfreds med.

“Det bliver aldrig en selvfølge at aflevere et regnskab med sorte tal på bundlinjen. Der skal slides hårdt for det i hver eneste sæson, og det bliver der både på banen og i kulisserne,” siger han til SønderjyskEs hjemmeside og tilføjer:

“Derfor er glæden lige så stor ottende gang, som den var første gang, vi kunne fremlægge et positivt årsregnskab. Jeg er vanvittig stolt af, at vi igen har understreget, at vi i SønderjyskE og Sønderjylland sætter tæring efter næring.”

SønderjyskE Fodbold A/S har genereret et overskud på 488.000 kroner det seneste år og har derfor en stor andel i de sorte tal i regnskabet.

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her