Michael Laudrups eksklub Vissel Kobe har hentet angriberen David Villa, der senest var på kontrakt i USA

Den spanske angriber David Villa skal i fremtiden tørne ud for japanske Vissel Kobe. Det bekræfter klubben på et pressemøde lørdag.

36-årige David Villas kontrakt med den japanske klub træder i kraft ved årsskiftet.

Hos Vissel Kobe bliver han genforenet med Andrés Iniesta. De har tidligere spillet sammen i Barcelona med stor succes, da Iniesta var en af de spillere, der satte den dengang hurtige David Villa op til scoringer.

I løbet af deres fælles tid i Barcelona vandt de blandt andet to spanske mesterskaber og en Champions League-titel.

De spillede også sammen på Spaniens landshold, da spanierne i 2010 vandt VM.

Ud over Andrés Iniesta bliver David Villa også holdkammerat med tyskeren Lukas Podolski i Vissel Kobe.

Den japanske sæson spilles efter kalenderåret, og 2018-sæsonen sluttede lørdag, hvor Vissel Kobe med en 3-2-sejr spillede sig op på tiendepladsen, hvilket var en underpræstation i forhold til klubbens forventninger og selvforståelse.

David Villa har i de seneste fire og et halvt år – bortset fra et par måneders lejeophold i Melbourne City – tordnet mål ind i nordamerikanske Major League Soccer (MLS) for New York City FC.

Skarpretteren scorede 80 gange i 124 kampe for newyorkerne, men i fremtiden er det altså Michael Laudrups japanske eksklub, der får gavn af ham.

/ritzau/

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her