Begge hold havde brug for sejren, da Atalanta på hjemmebane tog imod Napoli. Napoli sikrede dog sejren til sidst

I mandagens Serie A-kamp tog Atalanta på hjemmebanen i Bergamo mod Napoli. Atalanta har haft en skidt sæson indtil nu og lå inden kampen midt i Serie A på 11. pladsen, mens Napoli kæmper for at følge med suveræne Juventus.

Opgøret startede med et minuts stilhed for nyligt afdøde Flemming Nielsen, der fra 1961-1964 spillede i Atalanta og var med til at opnå klubbens hidtil største resultat, med en sejr i den italienske pokalturnering.

Knap var kampen fløjtet i gang, før Napoli bragte sig foran 1-0. Lorenzo Insigne blev sendt afsted på kanten af offside og fandt med en bold på tværs i feltet Fabian Ruiz, der nemt kunne prikke bolden i mål via stolpen til 1-0.

Kampen bølgede frem og tilbage, men ingen af holdene spillede sig frem til de store muligheder. 1-0 var derfor også stillingen ved pausen.

Napoli sikrede sejren til sidst

Anden halvleg var knap begyndt, før Atalanta var tæt på at bringe balance i regnskabet. En god afslutning fra hjemmeholdets Remo Freuler var på vej  i mål, men blev blokeret til hjørnespark.

Efter 56 minutter brændte det på i Napolis defensiv igen. Duvan Zapata modtog efter lidt tilfældigheder bolden i det lille felt fra Hans Hateboer og kvitterede ved at sparke bolden ind bag Ospina i napolimålet.

Med ti minutter igen sendte Napoli den polske angriber Arkadiusz Milik på banen. Han skulle kun bruge et par minutter til at bringe Napoli på sejrskurs igen, da han flot tæmmede en bold og flugtede i mål til 2-1.

Flere mål fik vi ikke, og Napoli kunne derfor sætte tre point på kontoen. Med sejren er holdet nu otte point efter Juventus på førstepladsen, mens Atalanta ligger nummer 11.

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her