Efter stor Manchester City-dominans i opgøret, var Watford alligevel tæt på at stjæle det ene point til sidst, men Guardiolas tropper sled sig til en 2-1 sejr

Premier Leagues tophold Manchester City skulle sent tirsdag aften op imod Watford på Vicarage Road og kunne derfor lægge pres på konkurrenterne ved at vinde kampen.

I opgørets indledning var Manchester City da også dominerende og havde i flere omgange gode tilløb til chancer. Især Leroy Sané var særdeles aktiv, og han var tæt på at bringe Pep Guardiolas tropper foran efter 11 minutter, men Ben Foster reddede flot i Watford-målet.

Efter 18 minutter leverede Fernandinho en fremragende aflevering til Riyad Mahrez midt for mål. Algierens afslutning blev dog blokeret af en fremadstormende Foster i Watford-målet, og Bernardo Silvas opfølgende afslutning blev ligeledes pillet af keeperen.

Troy Deeney havde Watfords bedste chance i første halvleg, da han var ekstremt tæt på efter 31 minutter, men Ederson fik med en flot fodparade holdt kuglen ude af netmaskerne.

Manchester City lukrerer på dominans

Fem minutter før pausen gik den ikke længere for Watford, og det var ikke overraskende Sané, der efter et flot indlæg fra Mahrez sendte bolden i mål med brystet. 1-0 til Manchester City.

Kort efter blev Mahrez sendt af sted i Manchester Citys højreside med en stikning, og algieren løb direkte mod mål med bolden, men Watfords forsvar kom godt tilbage, og Mahrez’ afslutning blev derfor forkølet.

Efter pausen fortsatte Manchester City med at sidde på kampen, og der skulle blot gå fem minutter af anden halvleg, før udeholdet fordoblede føringen. Gabriel Jesus slog et fladt indlæg fra venstre side, og Mahrez kvitterede med en kontrolleret afslutning, og så stod det 2-0.

Watford med opblomstring

Herefter kom Watford en smule bedre med og havde flere fine forsøg, men helt farligt blev det aldrig for Ederson, der havde styr på de afslutninger, der blev sendt mod mål.

Med knap 10 minutter tilbage af opgøret var Mahrez tæt på at udbygge føringen, men Foster stod endnu engang i vejen for en afslutning.

Men pludselig tabte Fernandinho bolden i venstre side, og Gerard Deulofeu tog bolden mod baglinjen. Spanieren sendte bolden ind i boksen, og her fik Abdoulaye Doucouré i et par omgange skovlet bolden ind over målstregen, og så havde Watford seks-syv minutter til at score det udlignende mål.

På trods af et godt pres til sidst fik Watford ikke udlignet, og derfor vandt Manchester City 2-1 og lægger derfor pres på konkurrenterne forud for deres kampe.

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her