Hver dag i december får du en særlig historie i kategorien ”De fedeste kampe”. I dag skal det handle om dengang, hvor Real Madrids stjerner kom helt ned på jorden mod Osasuna

De fleste husker nok tilbage på Real Madrids fantastisk stjernefyldte Galacticos-hold med et smil på læben. Sjældent i fodboldhistorien har så mange af spillets største navne været samlet i den samme startopstilling, og at se genier som Zinedine Zidane, Luis Figo og Ronaldo udfolde sig på samme græstæppe var en gave til æstetikeren.

Jeg har dog et lidt andet minde om Galacticos-æraen i den spanske hovedstad. I 2004 skulle jeg endelig, efter et langt liv som Real Madrid-fan, se dem spille i levende live, og det udvalgte opgør var en La Liga-kamp mod ydmyge Osasuna på Santiago Bernabeu. Det blev en utroligt mindeværdig aften, men ikke af de grunde, jeg havde ønsket mig på forhånd.

Real Madrid stillede op i fuld galla-formation. Iker Casillas, Roberto Carlos, Figo, Guti, Zidane, David Beckham, Raul og Ronaldo. På Osasunas holdkort var navne Aloisi, Puñal og Josetxo (Ja, heller ingen klokker ringer her). Det lignede en walkover, men allerede fra kampens første øjeblikke kunne man fornemme, at noget var helt galt.

Udspillet på eget græs

Der skulle kun gå to minutter før Valdo bragte Osasuna i front efter en omgang suspekt forsvarsspil fra Real Madrids side. Som man måske kan huske, strakte Florentino Perez’ Galactico-strategi sig ikke til bagkæden, og Real Madrid stillede denne dag op med et centerforsvar bestående af Raul Bravo og Alvaro Mejia. Det kunne ses.

Valdo var pudsigt nok skiftet fra netop Real Madrids ungdomsafdeling sæsonen forinden, og det var svært ikke at se en hvis poetisk retfærdighed i, at det unge talent udmanøvrerede de dyrt indkøbte stjerner. Men det var kun begyndelsen på en lang lang aften i Madrid.

Los Blancos var fuldstændig fraværende og intet fungerede for verdensstjernerne på banen. Osasuna var klart det bedste hold på det store stadion og styrede kampen let, akkompagneret af tilskuernes utilfredse piften. Det var blot et spørgsmål om tid før udeholdet ville score igen.

Kort før pausen kom 2-0 målet så. Casillas gik på skovtur og Pablo Garcia kunne let løfte bolden i nettet fra sin position uden for feltet. Samme Garcia kom i øvrigt et par sæsoner senere til at udgøre den måske mindst Galactico-agtige midtbane i Real Madrids nyere historie sammen med Thomas Gravesen.

Og det skulle også blive 3-0 et kvarter efter pausen, hvor Moha kunne afslutte et kontraangreb, der lignede noget fra en seriekamp. Opløsningen var med andre ord komplet hos Real Madrid, der sandt at sige var heldige at slippe afsted med et tremåls-nederlag.

En æra er forbi

Mit 17-årige jeg var i choktilstand. Det var ikke sådan her den store Madrid-tur skulle være gået. Men resultatet og præstationen var samtidig så tilpas absurd, at vi alle godt kunne fornemme, at vi havde overværet noget helt specielt den aften. Galactico-holdet blev sammen i en sæson endnu, men vandt aldrig flere titler.

Det var lige her, hjemme mod Osasuna, at bølgen knækkede. Godt nok vandt Real Madrid næste kamp mod ærkerivalerne fra Atlético, men derpå fulgte seks nederlag i træk og en skammelig sæsonafslutning. En trofæløs sæson senere forsvandt Figo som den første. Derpå fulgte de andre, og fodboldverdenen har aldrig set et lignende hold siden. Præsident Perez’ drøm var naiv og viste i sidste ende, at der skal mere end millionindkøb og superstjerner til at skabe fodboldsucces.

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her