• Offsite

6 Superliga-spillere der har nydt godt af corona-pausen

Annonce

De fleste Superliga-spillere har uden tvivl ærgret sig over de seneste måneders fodboldpause, men for nogle få har pausen været ganske kærkommen

I de sidste to og en halv måned har Superligaens spillere været tvunget væk fra grønsværen og de ugentlige kampe i den bedste danske fodboldrække.

Det har tæret hårdt på langt størstedelen af spillerne, som har savnet hverdagen med holdkammeraterne, og pausen har ligeledes kompliceret karrieren for flere.

For nogle få har pausen dog været relativt belejlig, da de alligevel blot har været i gang med personlig genoptræning efter en længerevarende skade.

Nedenfor har vi samlet seks spillere fra Superligaen, som alle har fået noget positivt ud af situationen.

Robert Mudrazija (FC København)

(Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

FC Københavns kroatiske midtbanespiller Robert Mudrazija har faktisk spillet for Løverne i snart halvandet år, men det er endnu blot blevet til nogle få indhop.

Skaderne er nemlig haglet ned over Mudrazija. Så sent som i slutningen af januar pådrog han sig en ny en af slagsen, men kort efter brød coronavirussen ud og gjorde, at kroaten ikke var ene om at skulle undvære fodbolden.

I de seneste to måneder har han derfor haft mulighed for at genopbygge formen, og så sent som fredag spillede han 45 minutter i FC Københavns træningskamp mod OB, som endte 2-2.

Shkodran Maholli (Silkeborg IF)

(Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

Nu hvor Ronnie Schwartz har forladt Silkeborg IF til fordel for FC Midtjylland, har klubben i den grad brug for, at en anden angriber begynder at smide nogle bolde i kassen.

En af dem kunne være Shkodran Maholli, som ellers har siddet ude med en skade siden oktober, men som netop er blevet fit for fight igen efter de seneste måneders Superliga-fravær.

Jens Jakob Thomasen (OB)

OB Odense vs FC Copenhagen - Danish Superliga
(Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

Kort før starten på forårssæsonen løb OB’s Jens Jakob Thomasen ind i en skulderskade, som har betydet, at midtbanespilleren endnu ikke har spillet en betydende kamp i 2020.

Heldigvis har han den seneste tid haft mulighed for at hvile skulderen, og det har givet pote.

Thomasen er nemlig tilbage på højkant og klar til igen at tørne ud for Striberne, når Superligaen fløjtes i gang igen i næste uge.