• Danmark - Superliga

AaB slider sig til sejr over OB

Lucas Andersen, AaB
Getty Images
Annonce

De to halvlege var som nat og dag, men til sidst kunne AaB sætte tre point på kontoen efter en hjemmesejr over OB

 

Superligaen kom her til aften i gang igen efter landskampspausen, da AaB bød OB op til dans på Aalborg Portland Park.

OB havde dog i starten svært ved at følge med de hurtige nordjyske trin. Allerede efter fem minutter var Mikkel Kaufmann ved at bringe AaB i front, men den unge angriber misbrugte en åben mulighed.

Målscoringen blev dog åbnet kort efter, da Jakob Ahlmann blev nedlagt i OB-feltet af Jeppe Tverskov. Klart straffespark som Lucas Andersen omsatte til mål. 1-0 til AaB.

De bolsjestribede værter var første halvlegs bedste hold og var tættere på en udbygning af føringen end fynboerne på en udligning. Kaufmann kom igen tæt på at score midt i halvlegen, men hovedstødet fløj tæt forbi den ene stolpe.

OB kom bedre med inden pausen men måtte gå til pause nede med 0-1.

Efter en times spil fik AaB endnu en mulighed for at trække fra. Lucas Andersen lagde en perfekt dyb aflevering til Frederik Børsting, der kom alene i gennem med Oliver Christensen i OB-målet. Midtbanespilleren var dog for længe om at afvikle tingene, og muligheden løb ud i sandet.

Ikke mange minutter efter burde Sander Svendsen have udlignet for de blå- og hvidstribede. Nordmanden kom først på et fladt indlæg, men afslutningen sad lige på Jacob Rinne.

OB jagtede det ene point, men de måtte til slut forlade Aalborg med et nederlag. Dermed lægger AaB sig midlertidigt i top seks.

Loading