• Offsite

Aakjærs hjørne: Din guide til engelske fodboldbiografier

Barton, Ferguson, Pirlo, Maradona
Annonce

Har du også svært ved få tiden til at gå i øjeblikket? Frygt ej! Torben Aakjær har her en guide til en række fodboldbiografier, som du kan give dig i kast med

Jeg har altid læst meget. Både aviser, blade og bøger, og den dag i dag, hvor jeg 100 % sværger til papirudgaverne (man er vel 50+), læser jeg stadig en hel del. Det er alt lige fra biografier med Cesar, Thatcher, Bush, Mussolini, Hitler eller Clinton over Machiavelli, danske politikere og fodboldspillere, til skønlitteratur, hvor jeg især er glad for forfattere som Donna Tartt, Grange, Houellebecq, Nesbø, Umberto Eco, Krefeld eller den netop afdøde Faletti.

En særlig passion er dog engelske fodboldbøger, eller mere specifikt engelske biografier, som jeg efterhånden har læst så mange af, at jeg overhovedet ikke kan sætte tal på disse.

Langt hovedparten af de biografier der udkommer om fodboldspillere uden for Danmarks grænser, oversættes aldrig til det danske sprog, hvorfor jeg for snart mange år siden, startede med at købe de engelsksprogede på rejser, og nu mere og mere via nettet, hvor det bugner med lækkerier.

Mit særlige lod i tilværelsen, gør at jeg kan holde fri 7-9 måneder om året, hvoraf jeg det meste af tiden opholder mig i Italien, og både der og i Danmark, har jeg således masser af tid, ikke mindst i nattetimerne når familien sover, til at fordybe mig i bøgernes verden.

Jeg vil herunder forsøge at indføre jer i min “lille” verden, og vil opremse de bedste af de mange bøger jeg har læst. Bemærk, at de er anført i tilfældig rækkefølge, men alle jeg illustrerer er bøger, som jeg har nydt.

Indimellem dukker der naturligvis elendigt skrevne bøger op. Dem undlader jeg at reklamere for.

God fornøjelse!

Andrea Pirlo “I think therefore i play”
En helt igennem fremragende bog, der desværre ikke er på så mange sider, men omvendt er skrevet i et super sprog. Uanset om man brød sig om Pirlo eller ej (hvem i alverden brød sig ikke om dette geni?), så kommer man ind under huden på den elegante italiener. Jeg læste den sidste år og husker den i detaljer endnu.

Sproget er akkurat så elegant som Pirlo var som spiller – det er en udsøgt fornøjelse!

Clive Allen “Up front”
Mange yngre kender givetvis ikke Clive Allen, og min interesse i ham er helt sikkert også en smule nørdet, og nostalgisk. Clive Allen var i slut 70èrne en af britisk fodbolds mest lysende unge stjerner, og da min hjerteklub, Crystal Palace købte ham i 1980, troede jeg seriøst, at nu var det kun et spørgsmål om tid, førend “The Eagles” ville kravle helt til tops. Sådan gik det som bekendt aldrig, og Allen spillede blot 25 kampe for Palace, inden turen gik videre. Han fik 5 landskampe for England og spillede senere hen i klubber som Tottenham, Chelsea og Manchester City, men fik aldrig den karriere, som hans talent havde bebudet. Fed bog med mange anekdoter, og han sparer ikke sig selv!

Gary Neville “Red”
Jeg vidste naturligvis godt, at Gary Neville var 100 % Manchester United mand, inden jeg læste denne relativt nye biografi. Men det er simpelthen ikke rigtigt! Han er 110% Manchester United mand helt ind i marven!

Uanset om man bryder sig om Neville og/eller United, tror jeg det er en god bog. Måske er jeg farvet, da United bestemt ikke er et af mine hadehold, men jo det er sgu en fin bog om en ærlig fyr!


Garrincha “The triumph and tragedy of Brazils forgotten hero”

Wauw den er virkelig interessant og meget specielt skrevet. Efter Pele er Garrincha muligvis den bedste spiller der nogensinde er formet i Brasilien, og det er super interessant at læse om et liv, man slet ikke kan forestille sig. Jeg fik den bragt sidste efterår, og læste den omkring juletid.

Den er et must for enhver fodboldtosse, også selvom man er for ung til at huske ham, hvilket jeg f.eks. er, da han strålede mest i 50èrne og 60èrne!

Roy Keane “The second half”
Han er gennemført hård, både i sit spil og i sit sprog, men bogen er super godt skrevet, og hvis ikke man var bange for den skøre irer før, er man det helt sikkert efter at have læst bogen.

Selv ikke United fans kan roligt læse den, da den mest handler om hans karriere som træner, hvilket titlen jo ligesom også antyder!

Den er helt i toppen af dem, jeg har læst!

Paul Gascoigne “Glorious”
En deroute af et menneske, som vel sjældent er set, eller i hvert fald sjældent beskrevet så intenst, og så hører vi i Danmark endda kun en brøkdel af dette geni, denne sølle stakkel, denne fantastiske fodboldspiller, som måske er det største talent engelsk fodbold nogensinde har udviklet! Men hjernedød det var og er han, desværre!

Diego Maradona “Hand of god”
Naturligvis har jeg læst bogstavelig talt ALT, hvad der er skrevet på engelsk (og dansk) om min all-time favorit spiller. Denne bog er særlig interessant, fordi den berører fodboldhistoriens måske mest kontroversielle episode, set med hovedpersonens øjne. Det pudsige ved bøgerne om Maradona, i hvert fald dem han selv har været med til at forfatte, er, at de primært er skrevet i hans “ånd”, hvilket gør dem meget specielle, men ikke mindre underholdende at læse.

Diego Maradona “El Diego”
Tja, hvad skal jeg sige, som jeg ikke sagde/skrev om “Hand of god” – han er min favorit!

Diego Maradona “How we won the Mexico 86 World Cup”
Denne bog er også oversat til dansk med titlen “Mit VM”, som jeg dog ikke har læst, men mon ikke det er nogenlunde det samme.

Det er nok den mest originale bog af legenden, hvor man virkelig med hans egne ord (primitive) kommer igennem hans vigtigste VM!

Jimmy Case “Hard case”
Jeg er som bekendt langt fra Liverpool-fan, og selvom den hård skydende Case i Liverpools største periode var indbegrebet af Liverpool, var det en super god bog om en spiller, som jeg virkelig holdt af at se, når der blev vist fodbold i Sports Lørdag!

Kenny Sansom “To cap it all”
Akkurat som med Clive Allen, læste jeg denne bog med lige dele nostalgi og vemod. Sansom var, i modsætning til Allen, opvokset og udviklet i Crystal Palace, hvor han slog igennem i 70’erne på et friskt spillende Palace-hold, og han var med i opturen og nåede landsholdet, inden Arsenal købte ham.

I mange sæsoner var han Englands stærkeste venstre back, og den dag i dag måske den bedste venstre back England har haft! Han er meget ærlig i denne bog, for efter karrieren som ellers var storslået, gik han i hundene. Han savnede simpelthen rampelyset, konen skred, og flasken blev en god ven. Resten må du selv læse 😉

Pele “My life”
Naturligvis skal enhver fodboldinteresseret person læse om den nok mest kendte fodboldspiller, verden har sett! Selvom Maradona er min erklærede favorit, kan jeg ikke komme uden om, at netop Pele er indbegrebet af fodbold, og den snart 80-årige brasser vil for altid stå som Mr. Fodbold i min verden. Selve bogen er ikke noget mesterværk, dertil er den lidt for “glat”, men man ved næsten alt om Pele, når man har læst den!

Brian Clough “Nobody ever says thank you”
En af mine all time favorit managere, både som træner og som personlighed, og det her var et must for mig, og jeg blev ikke skuffet. Den nu afdøde legende, var hård som flint, sagde hvad han tænkte, gjorde som han havde lyst til, og var i en periode verdens bedste træner! Bogen er super spændende og velskrevet!

Mark Bright “From foster care to footballer”
Kan sagtens læses selvom man ikke er fan af Crystal Palace, selvom klubben naturligvis berøres i Brights beretning om livet i fodbold, som ikke var så enkelt.

Carlo Ancelotti “Quiet leadership”
Den er en af de nyeste af bøgerne, jeg omtaler, og en af de få som omhandler en spiller/manager, som endnu er aktiv. Jeg holder ellers mest af at læse deres biografier efter karrieren, men Ancelottis karriere har varet så længe, både som spiller og træner på ypperste plan, at der er rigelig at skrive og læse om!

Fabio Capello “The man – the dream – the inside story”
Akkurat som tilfældet er med Capello, er han italiener, havde en stor karriere som spiller, senere hen som træner, og er teoretisk ikke færdig med karrieren, men han har rundet 70 år, og nyder forhåbentlig sit otium.

Bogen er super spændende, og han udleverer både sig selv og andre, dog uden at falde ned på Bendtner-niveau! Han er trods alt italiener, og derfor elegant hele vejen igennem!

Sir Bobby Charlton “My England years”
Der er vel skrevet en god håndfuld bøger om United -egenden, men denne er den bedste af dem, jeg har læst, da den er mere nuanceret og interessant om personen Charlton, som jeg tilbage i 2011, var så heldig at få lov til at mødes med, drikke the og snakke på to-mands hånd med. Det var et storslået øjeblik i mit liv, og storslået var hans karriere jo mildt sagt!

Louis van Gaal “O,Louis”
Den er genial, og hvis man ikke på forhånd vidste, at manden var småtosset, så ved man det efter at have læst bogen! Man lærer en masse om fodbold, ikke mindst den måde hollænderen ser fodbolden på, og det er ikke så skidt. Den er helt oppe i top 5 over de bedste manager-biografier, jeg har læst!

Alan Curtis “CURT”
Et ægte Sportslørdags navn, som man nok skal have nogle år på bagen, eller være meget nørdet, for at kende. Hudløs ærlig bog om en gut, som stadig er i gamet, dog ikke som spiller. Det var en af de første jeg læste, og den er udkommet i flere oplag.

Viv Anderson “First among unequals” 
Den tidligere Nottingham Forest og Manchester United back, blev såmænd den første sorte spiller på det engelske landshold, og det gav en “smule” uro, ikke kun i England. En speciel bog, som relativt enkelt beskriver en speciel karriere.

Joey Barton “No nonsense”
Jeg brød mig ikke om ham som spiller, men måtte læse hans biografi, og blev ikke skuffet, for han var (og er) et dumt svin, men det gør ikke bogen dårlig. Den er direkte morsom og ret godt skrevet.

George Best “The complete George Best”
Man kan ikke diskutere fodbold uden at have læst om en af sportens største figurer!

Der er skrevet 8-10 bøger om legenden, men denne er den bedste, så læs den, så ved du alt om Best!

Clough & Revie
Det er uden tvivl to af de vigtigste personer i engelsk fodboldhistorie, og ikke kun hvis man er Leeds- eller Nottingham Forest-fan!

Sir Alex Ferguson “Football bloody hell!”
Akkurat som med Revie og Clough, et must hvis man vil kende sin engelske fodboldhistorie! Den bedste bog om Sir Alex!

Sir Alex Ferguson og Bill Shankley “If you`re second you are nothing”
Clough, Revie, Paisley, Busby, Shankley og Sir Alex Ferguson. Læs bøgerne om de gutter, så kan du snakke med, når det gælder ;-).

Kun vinderen har ret – lige mit motto, og så en fed bog!

Sir Matt Busby “The man who made a football club”
Naturligvis et must jfr. ovennævnte bøger, men selvom den er blevet rost, var det ikke en af de bedste, jeg har læst. Den er lidt tør og går lidt for meget ned i “ligegyldige” detaljer.

Gordon Banks “Banksy”
Den er jeg faktisk lige startet på, og de 50 sider, jeg indtil nu har læst, lover godt. Den er spændende og interessant, og så var Banks jo ikke hvem som helst!

Billy Bremner “Keep fighting”
Den lille rødhårede fighter var på banen et møgdyr, men en af de vigtigste holdspillere nogensinde set i britisk fodbold, og heldigvis er bogen velskrevet. Man kommer hele vejen rundt om en person, jeg ikke vidste så meget om…. før jeg havde læst bogen.

Du kan læse mange flere af Torbens blogs på bloggersdelight.dk ved at følge dette link.