• Offsite

Aakjærs hjørne: En hyldest til VM og Maradona

Maradona
Getty Images
Annonce

Torben Aakjær tager os i dette indlæg med på en rejse gennem hans opvækst med VM-slutrunderne, som han mener er den største turnering i fodboldens verden

Selvom landsholdsfodbolden i de senere år på mange måder er blevet forsøgt devalueret i forhold til klubfodbolden, herunder ikke mindst UEFA’s pengemaskine, Champions League, så er det stadig VM, der for mig er det ypperste og den begivenhed, jeg husker bedst, og glæder mig mest til at se.

Det faktum at denne verdensomspændende begivenhed afvikles med fire års mellemrum, og ikke som f.eks. i den danske nationalsport, håndbold flere gange årligt (eller sådan føles det i hvert fald!), mindsker bestemt heller ikke forventningens glæde.

Jeg er født i efteråret 1967, og det første VM jeg erindrer er de sporadiske glimt, som DR og svensk TV transmitterede fra slutrunden i 1974. Siden hen er det blevet til yderligere 11 slutrunder, nogle langt bedre end andre, hvilket jo ikke er så overraskende.

Fra mit debut VM var det især tre spillere, som åbenbarede sig i mit seksårige univers. Franz Beckenbauer, Gerd Müller og Johan Cruyff. Netop de tre var for mig pludselig hele verdens omdrejningspunkt, og især førstnævnte, Der Kaiser, var for mig definitionen af perfektion og elegance. Jeg “var” simpelthen Beckenbauer, hver gang jeg fik en fodbold på fødderne, og i min verden var det altid Cruyff eller mere bizart Müller, der var mine modstandere!

Det ene VM efter det andet hvirvlede forbi mine barndoms-, ungdoms- og voksen-øjne. Navne som Kempes, Schumacher, Zico, Rossi, Baggio, Rummenigge, Zidane og den rigtige Ronaldo, altså ham fra Brasilien m.fl. blev konsumeret og nydt.

(Photo by Alex Livesey/Getty Images)

Men en spiller skulle definere verdensfodbolden på en helt anderledes måde, og første gang jeg så ham i aktion, var på sort/hvide grynede billeder, som DR i glimt viste fra U 20 VM i 79. Navnet var Diego Armando Maradona, og fra jeg så ham spille første gang, følte jeg en form for symbiose med dette lille vidunder fra Argentina!

Stor var glæden således, da han omsider skulle vise sig frem ved verdens største fodboldfest, VM i 82, hvor jeg 15 år gammel, sad klar med samlealbum, scrapbog til indklistring af avishistorier fra alle kampene, samt diverse papirer, hvor alle spillere blev tildelt karakterer på skalaen fra 1-10. Dansk TV viste vist nok alle kampene, eller sådan følte jeg det i hvert fald, for selvom det var en varm og solrig sommer, sad jeg lukket inde i et lille blåt telt på Vig camping i samfulde dage af det VM, og bleg som en maddike, kom jeg først ud, da finalen var slut.

Selvom Italien vandt, hvilket faktisk betød at jeg fra da af var fan af “Gli Azzuri” som landshold (og stadig er det!), så var det den 21-årige wonderkid fra Argentina, jeg nød. Han blev dog allerede udvist i en kamp mod Brasilien, men han fik vist sig frem, og han var min helt. Spilleren alle de andre nød at sparke ned. Spilleren som blev svinet til af alle, blev trådt på, blev spyttet på, samt ikke mindst hånet, fordi han ikke kunne føre sit land frem til en gentagelse af triumfen fire år tidligere.

Credit: Allsport UK /Allsport

Jeg var ligeglad. Maradona var min helt, og da han fire år efter, næsten ene mand, førte Argentina frem til titlen, var glæden nærmest euforisk.

I 1990 var det ved at lykkedes igen, og i 1994, hvor han blot var med i to kampe, inden en mystisk dopingkontrol fældede ham, nød jeg hvert sekund af hans evner.

Han var og er for mig det ypperste fodbolden nogensinde har fostret, og selvom nutidens store navne som Lionel Messi og Cristiano Ronaldo åbenlyst er fantastiske, så vil de aldrig nå Diego Armando Maradona til sokkeholderne. Til at starte med kan de jo prøve at vinde VM, men det evner de tilsyneladende ikke, og så må de nøjes med alle deres hundredevis af klubtitler, som jo unægteligt er “lettere” at tilegne sig, når man konstant spiller for klodens største klubber, frem for Maradona der repræsenterede en kaos nation, og alligevel stik mod alle odds gik hele vejen!

Derfor er VM for mig stadig det ypperste, det mest mytiske, det unikke, for her kan man ikke på samme måde som for eksempel i  klubfodbold, “købe” sig til succes. Her er man som udgangspunkt nødt til at lade sig “nøje” med, hvad man nu har udviklet, og så forsøge at samle nationens 11 bedste til et slagkraftigt mandskab.

Hold da ferie hvor jeg glæder mig til VM 2022, også selvom det foregår i et fodbold U-land, selvom det bliver midt om vinteren, og selvom der nok er mere sand end græs.

Men det er VM – det er fodboldens mekka!

(Photo by Matthias Hangst/Getty Images)