• Reaktion

Ærgerlig Mraz: Ville gerne have scoret en gang mere

Getty Images
Annonce

Samuel Mraz kom på måltavlen for Brøndby IF i søndagens nederlag til AaB, men angriberen er hverken tilfreds med sin målhøst eller kampens resultat

Efter Kamil Wilczeks skifte fra Brøndby til tyrkiske Göztepe i januar er Samuel Mraz gået hen og blevet en fast mand på Niels Frederiksens holdkort.

Søndag kvitterede angriberen da også med et mål, men det var ikke nok til at sikre Brøndby point i udekampen mod AaB, som til sidst blev tabt 2-3.

Mraz er glad for igen at sparke bolden i nettet for vestegnsklubben, men hans navn burde have stået mere end én gang på måltavlen, mener han.

“Som angriber er det altid dejligt at score, men jeg ville gerne have scoret mere end et mål i dag, og allerhelst ville jeg jo gerne have de tre point. Men det giver da noget tro på tingene at score, og det skal jeg bare fortsætte med at arbejde på,” udtaler han til Brøndbys hjemmeside.

Slovakken udtrykker desuden glæde over de blågules spil mod nordjyderne søndag, selvom skuffelsen over at tabe opgøret endnu ikke har lagt sig.

“Vi kan helt bestemt være tilfredse med måden, vi kom tilbage i kampen, og med de to mål. Men her efter kampen kan man ikke være andet end skuffet og ærgerlig over, at det ikke blev til point i dag. Vi ved, hvad vi skal ud og arbejde med, og hvad der skal lykkes i de næste kampe, så det må vi fokusere på nu,” siger han og fortsætter:

“Vi har et stort potentiale, og der er et godt sammenhold, så nu handler det om at vise det i næste kamp.”

På trods af nederlaget ligger Brøndby stadigvæk nummer fire i Superligaen.