• Kamp

AGF og Lyngby delte i intens mudderkamp

AGF Arhus v Lyngby BK - Danish Alka Superliga
Getty Images
Annonce

Det blev 1-1 på et mudret Ceres Park, da AGF og Lyngby mødtes i Superligaens 19. spillerunde

Det våde vejr havde ikke været godt for græstæppet på Ceres Park, der denne søndag lagde grund til Superliga-opgøret mellem AGF og Lyngby.

Der var dog alligevel godt med underholdning, for efter kun seks minutter fik Rezan Corlu en motorvej at løbe på ned mod AGF-målet. Ingen forsvarsspillere mødte kreatøren, og så lagde han bolden køligt forbi William Eskelinen til en tidlig føring.

AGF havde store muligheder for at komme tilbage i opgøret, især efter knap 20 minutters spil, da både Patrick Mortensen og Bror Blume havde enorme tilbud i samme sekvens.

Ti minutter senere var der så gevinst for hjemmeholdet. Casper Højer bragede et frispark på træværket, hvorefter Mortensen var hurtig på returen og headede udligningen i mål.

Banen på Ceres Park inviterede ikke til pæn fodbold, og spillet blev da også i store perioder derefter. Intensiteten manglede dog ikke, og begge hold havde flere muligheder til endnu en scoring.

Anden halvleg havde dog AGF som dominerende part, og de hvidklædte værter var da også tættest på en afgørende scoring.

Der blev dog ikke scoret mere i kampen, og så måtte de to duellanter tage et point hver med hjem – et resultat som Lyngby uden tvivl kan være mest tilfredse med.