• Nyhed

Amnesty kritiserer stadig Qatars “slavelignende” forhold

Annonce

På trods af at landet har indført reformer for de arbejdere, der lever under trænge vilkår, så er det langt fra godt nok, mener organisationen

Qatar har lang vej igen i opgøret med slavelignende forhold for udenlandske arbejdere forud for VM i fodbold i 2022.

Det vurderer Amnesty International i en ny rapport tirsdag.

På trods af en række reformer af arbejdsmarkedet i Qatar risikerer landet at bryde sine løfter om at sikre markante ændringer inden VM.

“Tiden løber fra Qatar, hvis landets myndigheder vil levere et eftermæle, som vi kan bifalde, og skabe et arbejdsmarked, der stopper udnyttelsen af udenlandsk arbejdskraft,” siger Stephen Cockburn, der er vicedirektør i Amnesty International.

Forholdene for mange udenlandske arbejdere er nemlig “fortsat brutale”, lyder vurderingen i rapporten.

Rapporten fokuserer på forholdene for de to millioner migranter, der arbejder i Qatar, og altså ikke kun de 30.000, der arbejder på at klargøre VM i landet.

Alligevel mener Amnesty, at Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, har et ansvar for at forhindre misbrug af udenlandske arbejdere i Qatar i forbindelse med forberedelserne til VM.

Valget af Qatar som værtsnation for VM-slutrunden i 2022 har været kontroversielt.

Ørkenstaten er blevet kritiseret for ikke at overholde menneskerettighederne og at udsætte gæstearbejdere for slavelignende arbejdsforhold.

Og siden stadionbyggerierne er blevet igangsat, er historierne om elendige forhold for arbejderne eksploderet.

Qatar har efter et massivt internationalt pres introduceret en række arbejdsmarkedsreformer, der skulle forbedre arbejdsvilkårene.

Men reformerne har ikke medført andet end mindre justeringer, lyder vurderingen fra Amnesty.

Amnesty opfordrer derfor Qatar til at styrke og håndhæve de nuværende arbejdsmarkedsregler og bekæmpe den omfattende gæld blandt arbejdere ved at øge mindstelønnen.

Derudover bør Qatar sætte en stopper for den udskældte praksis, hvor chefer inddrager ansattes pas.

Qatar har tidligere lovet at forbyde denne praksis, som forhindrer gæstearbejdere i at skifte arbejde eller rejse ud af landet. Men det er ikke sket, vurderer Amnesty.

/ritzau/AFP

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.