• Offsite

Analyse: Brøndby IF kan snuppe sølvet for øjnene af FCK

Brøndby IF
Annonce

Det meste skal flaske sig for Brøndby, hvis de blågule skal ligge over FC København i Superligaen i sidste ende, men helt utænkeligt er det ikke

Vi er snart halvvejs inde i Superliga-sæsonen, og det er derfor allerede muligt at drage nogle konklusioner.

Silkeborg ligner en nedrykker, Randers FC har overrasket stort, mens FC Midtjylland bare tromler derudaf i toppen af tabellen og ligner en kommende guldvinder.

Noget der dog ikke står klart endnu er, hvorvidt FC København stadig kan nå at stikke en kæp i Ulvenes mesterskabshjul, eller om de har nok at gøre med bare at holde rivalerne fra Brøndby bag sig i tabellen.

De blågule kommer i hvert fald buldrende bagfra og har vundet fem kampe på stribe i ligaen og dermed formindsket forspringet til Ståle Solbakkens mandskab til sølle tre point.

Især tre ting bliver afgørende, hvis sølvdrømmene på Vestegnen for alvor skal få næring.

Svært program

Der skal ikke tages noget fra vestegnsklubbens flotte stime, men de mange sejre den seneste tid er kommet i hjemmekampe mod FCK, Randers og Esbjerg og udekampe mod henholdsvis Lyngby og Silkeborg.

Jovist, FC København blev flot slået 3-1 på Brøndby Stadion, men derudover er fire af sejrene kommet mod hold og i kampe, hvor Brøndby var favoritter.

I de kommende runder inden vinterpausen venter der derimod Niels Frederiksen og kompagni et ekstremt svært program med udekampe mod AGF og FCK og hjemmekampe mod FC Midtjylland og Hobro.

Her bliver de blågules “nye” 3-5-2 system for alvor testet, og det bliver spændende at se, om det kan stå distancen.

Hvis det ender i gode præstationer og minimum syv-ni point i de fire kampe, hvoraf minimum det ene kommer i hus mod FC København, kommer Løverne til at skulle kigge sig over skulderen resten af sæsonen.

Wilczek og venstre forsvarsside

Skal Brøndby drille FC København i tabellen, kræver det desuden, at Kamil Wilczek fortsætter den voldsomme målform, han har haft i sæsonen hidtil.

Samuel Mraz scorede ganske vist to gange i polakkens fravær mod Lyngby, men Wilczek er stadig nøglen til den blågule offensiv.

Derudover skal Niels Frederiksen finde en løsning på de problemer, der har været i holdets venstre forsvarsside.

Meget kommer forbi Anthony Jung, og måske skal tyskeren have større hjælp, end tilfældet har været, fra en af 8’erne på midten?

Det vil måske kunne stoppe blødningen en smule.

FC Københavns form

Sidst men ikke mindst skal det nævnes, at FC København har spillet et utal af kampe i efteråret, og at et flere af klubbens profiler har været ramt af skader.

Det kan have kostet nogle point og påvirket spillet på grønsværen generelt.

Kan Løverne finde noget af topniveauet fra sidste sæson frem, kan det blive svært for Brøndby at følge med helt til slut.

Uanset hvad, ved vi meget mere om Brøndbys muligheder for at udfordre FC København, når de næste fire runder af Superligaen er færdigspillet.

Allerede søndag får vi første svar.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.