Analyse: Real Madrid, Barcelona og et elendigt transfervindue

Real Madrid og FC Barcelona skulle have genopfundet sig selv denne sommer. Men undervejs gik det hele galt for de to giganter. Hvad skete der, og hvordan rejser de sig igen?

Der var lagt op til store ting, da sommerens transfermarked åbnede i Spanien. Atletico Madrid var i færd med at miste halvdelen af holdet (mere om dem senere), og Real Madrid og Barcelona skulle vaske en skuffende sæson af sig. Men efter en begivenhedsrig sommer, står de to storklubber fortumlede og sårede tilbage, midt i en skuffende sæsonstart. Det hele startede ellers så godt med højstatus-indkøb af Frenkie de Jong og Antoine Griezmann i Catalonien og Eden Hazard i Madrid. Så hvordan gik det hele så galt?

Især hos Los Blancos ringede revolutionsklokkerne voldsomt ,og tilbagevendte Zinedine Zidane skulle stå for den helt store udskiftning i et mæt og mageligt omklædningsrum. Underpræsterende profiler som Gareth Bale, Isco og James Rodriguez så ud til at være fortid på Santiago Bernabeu, og i deres sted skulle ankomme nye og friske superstjerner til at underholde masserne.

Pogba eller ingen

Men efter det allerede nævnte (og forventelige) indkøb af Hazard kørte planen lige så stille af sporet. Udskiftningen udeblev og på trods af indkøb for over to milliarder kroner, lykkedes det kun for Kongeklubben at hente en spiller, der er god nok til startopstillingen. Ja, Hazard igen. Ikke et ondt ord om spillere som Luka Jovic, Ferland Mendy, Eder Militão, Rodrygo eller Takefusa Kubo, men de er dybdespillere og fremtidsperspektiver.

Zidane så sig blind på Paul Pogba, der ikke fik lov at forlade Old Trafford, og så blev mulige handler for stjerner som Christian Eriksen, Bruno Fernandes og Donny van de Beek lagt på køl. Samtidig satte flere etablerede klubspillere hælene i og nægtede at lade sig skubbe ud af klubben. Som resultat var det kun en række reservespillere, der endte med at vinke farvel til Madrid, og i sæsonens anden kamp var der kun to forandringer i forhold til en startopstilling fra 2015!

Det er langt fra den revolution som klubbens fans krævede, og tre kampe inde i sæsonen ligner manager Zidane en mand uden en plan og Real Madrid en klub i dyb identitetskrise. I det mindste kan los madridistas glæde sig over, at billedet ikke er meget pænere hos ærkefjenderne mod nord.

Selvskabt krise

Er Barcelona overhovedet i krise? Vandt de ikke netop La Liga for ottende gang på 11 år, og er Leo Messi ikke stadig verdens bedste spiller? Jo, jo og jo. For det at dominere i Spanien er ikke nok for en klub af Barcelonas størrelse, og to pinefulde Champions League-exits i træk har skabt alvorlig selvransagelse hos Blaugrana.

Stefano Sensi, Inter

Agent-afsløring: Barcelona og City kæmper om Inter-lejesvend

FC Barcelona og Manchester City er ude med snøren for at kapre Stefano Sensi, der i denne sæson spiller på leje i Inter

Derfor skulle denne sommer en gang og for alle katapultere Barca tilbage på Europas absolutte top. Og det hele startede som nævnt lige som det skulle med tilføjelsen af kontinentets måske mest talentfulde defensive midt i årevis, Frenkie de Jong, og en af verdens bedste angribere i form af Antoine Griezmann.

Så burde alt jo være fryd og gammen, ikke? Det skulle man tro, men Barcelona har derpå brugt resten af transfervinduet på at skyde sig selv gentagne gange i begge fødder. Det hele startede med den frugtesløse jagt på de Jongs Ajax-kammerat, Matthijs de Ligt. Alle var overbeviste om, at den utroligt talentfulde midtstopper var så godt som selvskrevet i Barcelona, men handlen faldt på uforståelig vis til jorden i sidste øjeblik. De Ligt endte i Juventus, og den snigende fornemmelse var, at den spanske klubledelse havde været for nærige, da det virkelig gjaldt.

Et skadeligt Neymar-cirkus

Og så kommer vi til hele Neymar-miseren. Brasilianeren var træt af luksuslivet i Paris og ville tilbage til Barcelona. Messi ville samtidig gerne have sin gamle og bedste legekammerat hjem, og så blev det helt store maskineri sat i gang. Ingen syntes at sætte spørgsmålstegn ved det fornuftige i at hente endnu en angriber til en klub, der allerede besad måske verdens bedste offensiv – for slet ikke at nævne en mand, der har et aktivt sagsanlæg imod selvsamme klub.

I sidste ende blev Neymar som bekendt i PSG, og Barcelona stod tilbage med et ødelagt omklædningsrum og mistanker om, at de aldrig for alvor forsøgte at købe Neymar, men blot ville tilfredsstille Messi. Samtidig har profiler som Ousmane Dembélé, Samuel Umtiti og Ivan Rakitic mere eller mindre direkte fået at vide, at de er ganske overflødige i klubben i kraft af deres involvering i diverse Neymar-bud. Det er rent ud sagt en stor møgbunke af en sag, og Barcelona er ikke kravlet ud lugtende af den lugtende af roser.

Atleticos år?

Ligesom Real Madrid har Barcelona fået en skidt start på den nye sæson, og det rejser spørgsmålet om klubberne ikke, på trods af de mange nyindkøb, har formået at stille sig selv værre end i sidste sæson. Paradoksalt nok står Atletico Madrid i midten af det hele og må grine smørret.

Det var nemlig dem, der skulle have gået en hård sommer i møde, da en lang række stjerner sagde farvel til klubben. Men smarte indkøb af nye spændende spillere som blandt andre João Felix, Kieran Trippier, Mario Hermoso og Marcos Llorente ser ud til at have virket. Atleti har allerede fire og fem point ned til kaotiske Real og Barca efter bare tre kampe. Meget kan selvfølgelig nå at ske endnu, men Diego Simeone gnider sig forventningsfuldt i hænderne. Og giganterne lider under egen inkompetence og rod. En spændende sæson venter i Spanien.

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her