Andersen med skurkerolle i Lyons første nederlag

Joachim Andersen begik straffespark, da franske Lyon led sæsonens første liganederlag ude mod Montpellier

Den franske topklub Lyon måtte tirsdag indkassere sæsonens første liganederlag, da holdet ude tabte 0-1 mod Montpellier i Ligue 1.

Den danske forsvarsspiller Joachim Andersen kom i fokus hos gæsterne, da han begik et lidt klodset straffespark efter 36 minutter.

Hjemmeholdet misbrugte dog muligheden efterfølgende, da Andy Delort sparkede på træværket.

Tre minutter før pausen sørgede Arnaud Souquet dog for sejren, da han scorede til 1-0 på et skud fra distancen.

Danskeren fik et gult kort, da han begik straffesparket.

Joachim Andersen: Derfor sagde jeg nej til storklubber

Klubber som Arsenal og Tottenham var interesserede i Joachim Andersen, men danskeren valgte i stedet at skifte til franske Lyon

Nederlaget betyder, at Lyon er nummer to i tabellen med seks point ligesom Paris Saint-Germain, der har tabt til Rennes, som topper med ni point.

23-årige Joachim Andersen blev mandag udtaget til den danske landsholdstrup til EM-kvalifikationskampene ude mod Gibraltar og Georgien i september.

Han skiftede denne sommer fra italienske Sampdoria til Lyon, der betalte cirka 224 millioner kroner for Joachim Andersen.

Det gjorde Andersen til Danmarks dyreste fodboldspiller, efter at Jannik Vestergaard i fjor tog den titel, da han blev solgt fra tyske Borussia Mönchengladbach til engelske Southampton.

Ved den lejlighed sagde forsvarsspilleren selv til B.T., at han kostede 25 millioner euro, hvilket svarede til tæt på 190 millioner kroner.

/ritzau/

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her