Argentina klager over dommerfejl efter Copa-nederlag

Argentinas fodboldforbund har indgivet en klage over dommeren efter nederlaget til Brasilien i semifinalen ved Copa America

Lionel Messi og resten af det argentinske fodboldlandshold tabte natten til onsdag dansk tid med 0-2 til Brasilien i semifinalen i Copa America.

Men kampen kunne være endt anderledes, mener argentinerne.

Det Argentinske Fodboldforbund (AFA) har sendt en klage til Det Sydamerikanske Fodboldforbund (Conmebol) på baggrund af “alvorlige og grove dommerfejl” i kampen.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Vreden er primært rettet mod den ecuadorianske dommer Roddy Zambrano i et seks sider langt brev til det sydamerikanske forbund.

Neymar, Brasilien

Klar til storkamp: Neymar får en måned på sidelinjen

Neymar blev på ny skadet med Brasilien i denne weekend, og PSG bekræfter nu, at superstjernen må sidde over i de næste fire uger

Ifølge AFA-præsident Claudio Tapia undlod Zambrano at anvende VAR (Video Assistant Referee) i mindst to situationer, der kunne være faldet ud til Argentinas fordel. Tapia mener, at det kunne have ændret kampens resultat.

Ifølge AFP refererer Tapia desuden til “Zambranos negative historik”, som ifølge Tapia “forstærkede tvivlen” omkring kampens retfærdighed. Noget, argentinerne angiveligt påpegede allerede før kampen.

Også Messi kritiserede efter nederlaget Conmebol for ikke at afvikle kampen på retfærdig vis.

En talsperson fra Conmebol siger, at forbundet i øjeblikket er i gang med at undersøge, hvordan det skal forholde sig til kritikken og beskyldningerne.

Natten til torsdag blev det afgjort, at Brasilien møder Peru i den sydamerikanske finale, der afvikles søndag aften.

/ritzau/

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her