• Nyhed

Argentina slår Qatar med besvær og booker Copa-kvartfinale

Getty Images
Annonce

Argentina vandt 2-0 over Qatar uden at imponere, men Argentina er klar til kvartfinalen i Copa America

Argentina havde kniven for struben, men de hårdtprøvede argentinske landsholdsspillere hentede lidt opmuntring søndag.

Her blev Lionel Messi og co. klar til kvartfinalen i Copa America, da Qatar blev besejret 2-0.

Qatar består udelukkende af spillere fra Qatars hjemlige liga, og de formåede at holde 0-1 indtil otte minutter før tid, da Sergio Agüero fra Manchester City scorede til 2-0.

Efter nederlag til Colombia og uafgjort mod Paraguay betyder sejren, at Argentina slutter på andenpladsen i gruppe B og dermed er sikker på kvartfinalepladsen.

Colombia sluttede suverænt øverst med maksimumpoint efter tre sejre, da Paraguay blev slået 1-0.

Kampen var fire minutter gammel, da en enorm fejl i Qatars forsvar forærede Argentina en mulighed, som Lautaro Martinez udnyttede.

En forsvarsspiller fra Qatar afleverede helt skævt på tværs i eget felt, og bolden endte hos Martinez, der scorede til 1-0.

Mere blev der ikke scoret i første halvleg, og dermed kunne argentinerne langt fra føle sig sikre på kvartfinalepladsen.

Qatar holdt stand, men Argentina vandt trods alt

Med en halv time igen var Argentina stadig blot foran 1-0, da Lionel Messi fandt Sergio Agüero, som dog misbrugte. Det samme gjorde han minuttet efter i et argentinsk pres.

Med 20 minutter igen formåede Messi tæt ved mål at sparke bolden nærmest lodret op i luften i stedet for at score, men det blev dog trods alt 2-0.

Otte minutter før tid, tog Agüero fat i bolden og driblede ned og sparkede den i mål, og så kunne argentinerne trods alt juble.

I opgøret mellem Colombia og Paraguay sørgede Gustavo Cuéllar for det afgørende mål, da han efter en halv times spil fra tæt hold sparkede bolden i mål.

12 lande deltager i Copa America, og de er inddelt i tre grupper med fire hold i hver. De to bedste er garanteret avancement, mens der også er pladser i kvartfinalerne til de to bedste treere.

Qatar og Japan er inviteret med, da der ellers kun ville være ti hold.

Brasilien, Venezuela, Colombia, Argentina, Chile er allerede klar til kvartfinalerne.

/ritzau/

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.