Arsenal-fans raser over uambitiøs klubejer

Arsenal går endnu en sæson i møde uden at spille med i Champions League, og fansene langer ud efter klubejer

Engelske Arsenal går ind til endnu en sæson uden at spille med på øverste hylde i europæisk klubfodbold.

For tredje sæson i træk er Arsenal ikke med i Champions League og må nøjes med deltagelse i Europa League, og det er blevet for meget for klubbens fans.

Hele 16 forskellige organisationer, magasiner og blogs med Arsenal-fans har således slået sig sammen i en markant kritik af Arsenal-ejer Stan Kroenke.

“Som Arsenal-fans har vi med frustration set, at holdets præstationer er gået tilbage i det seneste årti. Da Stan Kroenke begyndte at købe aktier i Arsenal, havde klubben netop spillet sin første finale i Champions League.”

“12 år senere skal Arsenal spille i Europa League for tredje år i træk,” lyder det i den fælles udtalelse ifølge AFP.

Blandt underskriverne er Arsenal Supporters Trust, og udtalelsen er fulgt op af et hashtag #WeCareDoYou.

Stan Kroenke er amerikansk forretningsmand, der ejer flere sportsklubber i USA, og han begyndte at opkøbe aktier i Arsenal i 2007 gennem selskabet Kroenke Sport & Entertainment (KSE).

Sokratis: Kan blive lettere mod Liverpool end Burnley

Arsenals græske forsvarspiller Sokratis Papastathopoulos har meldt ud, at det muligvis bliver lettere at forsvare sig mod Liverpool end mod Burnley

Han fortsatte med at øge sin aktieandel, indtil han i 2018 fik fuldt ejerskab over Londonklubben.

Arsenals fans er sure over præstationerne de senere år. Tidligere var Arsenal en fast del af top-4 i Premier League, og klubben var også fast deltager i Champions League.

“Fansene har aldrig følt sig mere marginaliserede og mindre værdsat, og der er aldrig lyttet mindre til os. Vores klub virker som en investeringsvogn, hvilket er personificeret af udtalelser fra ejeren, om at han ikke har købt klubben for at vinde trofæer.”

“Det er trist, at en klub som Arsenal FC har så passiv en ejer,” lyder det videre i den fælles udtalelse.

Stan Kroenke ejer via KSE også MLS-klubben Colorado Rapids, NBA-holdet Denver Nuggets samt Colorado Avalanche i NHL Los Angeles Rams i NFL.

Ingen af disse hold har vundet titler, mens KSE har været ejer, men Los Angeles Rams er nået frem til Super Bowl under Kroenkes ejerskab.

/ritzau/

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her