• Nyhed

Arsenal hyrer Edu som ny teknisk direktør

Annonce

Edu var blandt heltene, da Arsenal for mange år siden gik ubesejret igennem Premier League. Nu er brasilianeren tilbage som klubbens nye tekniske direktør

Arsenal kunne næppe have fundet en mand, der passer bedre til klubbens nuværende setup end netop Edu. Den tidligere brasilianske stjerne spillede 30 kampe, da The Gunners i 2003/04 fuldførte deres berømte ‘Invincibles’-sæson, og tog i 2006 videre til Valencia, hvor nuværende Arsenal-manager Unai Emery stod i spidsen.

Dermed kender Edu både klub og manager særdeles godt, og det skal nok komme ham til gode i hans nye job som Arsenals tekniske direktør. Klubben bekræfter tirsdag, at Edu har ophørt med at arbejde for det brasilianske fodboldforbund og fra næste sæson i stedet vil indgå i Arsenal-ledelsen.

“Vi er meget begejstrede for, at Edu slutter sig til os. Han har en fantastisk erfaring og teknisk fodboldviden, og vigtigst af alt, er han en ægte Arsenal-mand. Han forstår klubben og hvad vi betyder for vores millioner af fans verden over,” udtaler fodbolddirektør Raul Sanllehi til klubbens hjemmeside.

“Hans ankomst er den sidste og meget vigtige del af puslespillet i vores udvikling af en ny infrastruktur, der skal tage os fremad. Han vil arbejde tæt sammen med Unai Emery og førsteholdstrænerne og spille en relevant rolle i ledelsen af vores fodboldvision. Han vil sikre, at vi har – og følger – en solid filosofi i alle vores fodboldrelaterede aktiviteter,” tilføjer han.

Arsenal starter den nye Premier League-sæson ude mod Newcastle den 11. august.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.