• Transfer

Avis: FCK vil sprænge banken for Kaufmann

Mikkel Kaufmann, AaB
Getty Images
Annonce

Ifølge Ekstra Bladet er FC København villige til at slippe op imod 25 millioner kroner i jagten på AaB’s angriber Mikkel Kaufmann

I efteråret fik 19-årige Mikkel Kaufmann sit helt store gennembrud for AaB, da han scorede syv mål i 17 ligakampe for nordjyderne.

Og de flotte præstationer har efter sigende fået selveste FC København til at holde øje med angriberen.

Faktisk er Ståle Solbakken og kompagni så interesserede, at de er parate til at give intet mindre end 25 millioner kroner for det store angribertalent. Det skriver Ekstra Bladet.

Det er især Kaufmanns fysiske tilstedeværelse i boksen, som man i FC København skal have noteret sig, og det er netop den type angriber, man leder efter i hovedstaden.

Til gengæld udtalte Parkens formand Bo Rygaard tidligere på dagen, at man i FC København ikke har i sinde at bruge lige så mange penge som i sommer i indeværende transfervindue.

“I sommer havde vi et ret heftigt transfervindue, og 2020 vil vise en lavere aktivitet end i 2018 og 2019. Det betyder ikke, at der ikke kan ske noget, men det bliver på et lavere niveau,” lød det.

Men hvis rygterne om FC Københavns interesse i Kaufmann taler sandt, har formandens udtalelse tydeligvis ikke afskrækket Solbakken fra at hive tegnebogen op ad lommen.

Hvis forlydenerne om en pris på 25 millioner er korrekte, bliver Kaufmann en af de dyreste spillere, som er handlet mellem to Superliga-klubber nogensinde. Den dyreste er Victor Nelsson, som FC København i sommer købte i FC Nordsjælland for 28 millioner kroner.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.