• Nyhed

Bænket landsholdsanfører er ubekymret før nøglekampe

Getty Images
Annonce

Simon Kjær lover, at han trods reservepræget periode i Atalanta er helt rustfri før EM-kvalifikationskampe

På fodboldlandsholdet er anfører Simon Kjær fast mand, men efter sommerskiftet til den italienske klub Atalanta, må Kjær i perioder uden landsholdsfodbold se længere efter spilletid.

Før de to afgørende kvalifikationskampe om en EM-billet mod Gibraltar og Irland forsikrer anføreren dog, at der ikke er grund til at være bekymret over, at han kun har fået spilletid i tre ud af de syv kampe, Atalanta har spillet den seneste måned. Han har spillet sammenlagt 132 minutter i de tre kampe.

“Jeg har fået spilletid, selv om jeg ikke har spillet i vores sidste tre kampe. Min krop har det fint og har haft det i rigtig lang tid, og det er rigtig positivt.”

“Det er jo ikke sådan, at jeg ikke er i kampform, for jeg har jo spillet nogle kampe. Så der er ikke nogen grund til at være bekymret for mig. Jeg er klar, og jeg glæder mig til at spille fodbold igen,” siger Simon Kjær.

Nyt system

Atalanta spiller med tre centrale forsvarsspillere, men det er efter andre taktiske principper, end da Kjær spillede i et tremandsforsvar i Sevilla, som stadig ejer ham.

Derfor accepterer landsholdsanføreren også, at det kræver lidt tilvænning til Atalanta-træner Gian Piero Gasperinis stil, før han kan gøre krav på en startplads. Samtidig understreger han også, at han ikke er blevet garanteret en fast plads, da han lod sig udleje fra Sevilla.

“Den slags garantier kan man ikke udstede i moderne fodbold.”

“Tremandsforsvaret er anderledes end det tremandsforsvar, jeg spillede på sidste år. Så der er en tilvænningsperiode, og det kan jeg forstå, at træneren synes. Men som fodboldspiller og menneske vil jeg gerne spille. Det ved træneren også godt.”

“Samtidig kan jeg også godt se, at der er nogle ting, som der skal styr på. Når der kommer det, så skal jeg nok komme til at spille,” siger Simon Kjær.

Han har spillet fem Serie A-kampe siden skiftet til Atalanta 2. september, men han har ikke været på banen i holdets fire kampe i Champions League.

/ritzau/

Loading