• Nyhed

Belgien frygter besværlig logistik i Danmarks gruppe

Getty Images
Annonce

Belgiens landstræner fokuserede lørdag på de mange rejser, når der til sommer spilles EM-slutrunde i 12 byer

Den belgiske fodboldlandstræner var langt fra tilfreds lørdag, da diverse landstrænere evaluerede gruppeinddelingerne til EM-slutrunden næste år.

Her stod det efter lodtrækningen i Bukarest klart, at Finland bliver en del af Danmarks gruppe, som også tæller Belgien og Rusland.

Da EM spilles i 12 byer i 12 forskellige lande, så var en del af grupperne givet på forhånd, og alle vidste, at der skal rejses en del rundt for at spille turneringen.

Belgien er i Danmarks gruppe fra øverste lag, men belgierne kan have svært ved at se den store fordel som topseedet hold, for belgierne skal rejse meget rundt til kampene, mens Danmark modsat spiller alle sine gruppekampe i København.

Det fokuserede Belgiens landstræner, Robert Martinez, da også på efter lodtrækningen lørdag.

“Vi bliver nødt til at tilpasse vores forberedelser for at blive sikre på, at logistikken er i orden, for det er nok det hårdeste udfald, vi kunne have fået i forhold til logistik.”

“Vi møder Rusland i Sankt Petersborg i den første kamp, og så møder vi Danmark i den anden kamp i København, og så skal vi tilbage til Sankt Petersborg,” siger Robert Martinez ifølge Reuters.

Ud over at finde den sidste gruppemodstander afgjorde lørdagens lodtrækning også rækkefølgen på landenes kampe.

Den viste blandt andet, at Danmark lægger ud mod Finland 13. juni og møder Belgien fem dage senere, mens Danmark og Rusland mødes i København i en potentielt afgørende kamp 22. juni.

Det blev afgjort i sidste uge, at Danmark får hjemmebane i alle sine tre gruppekampe modsat Rusland, og det har ikke skabt glæde hos russerne.

“Vi spiller den sidste kamp i gruppen i Danmark mod Danmark, så det kunne have været bedre, men uanset lodtrækning, så handler det om, at vi forbereder os til hver kamp og giver vores maksimale,” siger Rusland-træner Stanislav Cherchesov.

Åbningskampen ved EM spilles mellem Italien og Tyrkiet i Rom 12. juni, mens finalen spilles på Wembley i London 12. juli.

Hele turneringens åbningskamp bliver mellem Italien og Tyrkiet i Rom. Den kamp spilles 12. juni.

/ritzau/

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.