• Nyhed

Bendtner trods choknederlag: Det var fedt

Nicklas Bendtner, FC København
Getty Images
Annonce

Selvom det blev til et overraskende FCK-nederlag til Hobro i Superliga-debuten, kalder Nicklas Bendtner det for en fed oplevelse

Den længe ventede debut til Nicklas Bendtner i FC København-trøjen skete endelig, da han fik de sidste 20 minutter i søndagens kamp mod Hobro.

Københavnerne tabte højst overraskende opgøret med 1-2 til et velspillende Hobro-mandskab, men Bendtner kan alligevel godt glædes over sin debut.

“Det var totalt fedt. Det var en helt speciel følelse at trække trøjen over hovedet. Selvfølgelig var det ærgerligt, at det ikke blev en større dag, og at vi må rejse herfra med et nederlag,” har angriberen udtalt i følge Tipsbladet.

Det vakte både klapsalver og buh-råb fra tilskuerne på DS Arena, da den tidligere landsholdsspiller gjorde sin entré. Jublen var dog naturligt størst blandt de medrejsende FCK-fans, og det kalder han samtidig for en fin modtagelse.

FC København er nu fem points efter FC Midtjylland i toppen af Superligaen, og de to hold mødes næste søndag i hvad, der kan blive første kamp i Parken for Bendtner.