• Kamp

Brandvarme Sotiriou afværgede FCK-katastrofen mod Hobro

Pieros Sotiriou, FC København
Getty Images
Annonce

Hobro så længe ud til at skabe endnu en overraskelse mod FC København, men indskiftede Pieros Sotiriou sørgede for et sent 2-1 comeback

Alle tilskuere i Parken forventede formentligt, at FC København ville cruise henover Hobro IK i dagens Superliga-kamp, men sådan blev det ikke.

Hobro havde tidligere på sæsonen chokeret ved at slå københavnerne i den første indbyrdes kamp, og man var bestemt opsat på at gentage kunststykket.

FCK lagde dog ud i forventet dominerende stil, hvor bolden var i fødderne af det hvidklædte hjemmehold det meste tiden.

Det var dog nordjyderne, der først viste skarphed. Efter en halv time buldrede Emmanuel Sabbi i gennem i højre side, hvorefter han blev nedlagt af Carlos Zeca i feltet.

Amerikaneren ville selv tage straffesparket, men Kalle Johnsson var på plads og parrerede skuddet. Imed Louati var dog lynhurtigt over returen og sendte Hobro på overraskende sejrskurs.

Herfra kom der pres på FC København, der nu skulle jagte to scoringer, men man kom kun frem til halve chancer, hvilket resulterede i stor utilfredshed fra tilskuerpladserne ved pausefløjt.

Anden halvleg fortsatte i samme dur, hvor Hobro modstod store perioder med FCK i boldbesiddelse. De gule formåede dog også at true på kontraangreb, hvor målscorer Sabbi og Edgar Babayan var de farligste våben.

Ti minutter før tid var dagens målscorer tæt på at kunne lukke kampen, da angrebsmakkeren Babayan serverede ham en friløber, men Johnsson kom godt ud og fik gjort sig bred.

FC København kom sig dog over chokket, og så gik det stærkt, for inden man fik set sig om, var storfavoritterne på 2-1.

Indskiftede Pieros Sotiriou var på pletten to gange på 50 sekunder på oplæg af en ellers anonym Dame N’Doye, der fandt det gode hovedspil frem i kampens afslutning, og så blev fadæsen afværget.

FC København gjorde dermed, hvad de kan, for at lægge pres på FC Midtjylland, som møder OB mandag aften.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.