Brasilien slog Peru 3-1 i Copa America-finalen trods udvisning

Gabriel Jesus kom i fokus på godt og ondt, at Brasilien sent søndag aften dansk tid besejrede Peru 3-1 i finalen ved Copa America

Brasilien kan atter kalde sig Sydamerikas bedste fodboldnation.

Med en finalesejr på 3-1 over Peru vandt det brasilianske landshold søndag for niende gang i historien Copa America.

Triumfen blev fejret på det ikoniske Maracanã-stadion i Rio, hvor mere end 75.000 tilskuere overværede landets første triumf i den sydamerikanske landsholdsturnering siden 2007.

Brasilien bragte sig i front efter et kvarter, da Gabriel Jesus med en dribling bag om sit eget støtteben snød Perus forsvar og lagde op til Evertons 1-0-træffer inde foran mål.

Jesus gjorde det også til 2-1 i første halvlegs tillægstid, efter at Peru et minut før pausen havde udlignet til 1-1 på et straffespark.

Manchester City-angriberen modtog bolden på kanten af feltet, tog et enkelt træk og lagde den i mål.

Dermed genskabte Gabriel Jesus roen på tribunerne, efter at tilskuerne umiddelbart forinden havde set Peru-anfører Paolo Guerrero gøre det til 1-1 på et straffespark.

Brasiliens forsvarer Thiago Silva gled og ramte uheldigt bolden med armen. Dommeren så situationen igennem med VAR, men virkede ikke i tvivl om sin beslutning.

Neymar, Brasilien

Klar til storkamp: Neymar får en måned på sidelinjen

Neymar blev på ny skadet med Brasilien i denne weekend, og PSG bekræfter nu, at superstjernen må sidde over i de næste fire uger

Med 20 minutter tilbage af kampen fik Gabriel Jesus sin anden advarsel i kampen, da han gik for hårdt ind i en nærkamp. Dermed måtte Brasilien spille kampen til ende med ti mand.

De to finalister havde allerede mødt hinanden i det indledende gruppespil. Da vandt Brasilien med hele 5-0.

I finalen formåede Peru at skabe en fuldstændig jævnbyrdig kamp. Efter udvisningen til Jesus var peruanerne flere gange tæt på at udligne.

Med to minutter tilbage fik Brasilien tilkendt et straffespark begået efter en skuldertackling på Everton. Det blev omsat til 3-1 af Richarlison, og så var den brasilianske triumf sikret.

Brasilien spillede endda hele turneringen uden den skadede superstjerne Neymar.

Allerede til næste år skal brasilianerne forsvare titlen. Copa America bliver i 2020 spillet i Argentina og Colombia.

Med placeringen i sommeren 2020 skal kampen om det sydamerikanske mesterskab fremover afholdes på samme tidspunkt som de europæiske lande kæmper om EM-titlen.

Copa America er blevet afholdt siden 1916 og er verdens ældste landsholdsturnering.

/ritzau/

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her