• Udtalelse

Brøndby-anfører: Top seks er vores første mål

Andreas Maxsø, Brøndby
Getty Images
Annonce

Andreas Maxsø håber, at han og resten af Brøndby-mandskabet slår SønderjyskE tirsdag og dermed klarer sæsonens første delmål

Kampen om en plads i Superligaens mesterskabsspil begynder for alvor at spidse til. Blot seks point adskiller FC Nordsjælland på tredjepladsen og Randers FC på syvendepladsen.

Midt i det hele ligger Brøndby, som dog selv kan sikre sig en plads i mesterskabsspillet ved enten at slå SønderjyskE tirsdag eller AC Horsens i grundspillets sidste kamp.

De blågules anfører Andreas Maxsø håber, ikke så overraskende, at pladsen i det fine selskab allerede sikres via en sejr over SønderjyskE.

“Det bliver rart at have noget på spil igen. Nu skal vi ud og vise, vi er klar til det og give den fuld gas fra start, så fansene hjemme i stuerne kan se, at vi går 100% efter at tage de tre point og kan kigge frem mod slutspillet,” udtaler han til Brøndbys hjemmeside og fortsætter:

“Vil til hver en tid foretrække at have vores fans med, men nu er situationen, som den nu engang er, og så må vi finde det indefra, og det er jeg også sikker på, at vi kan. Det skal vi vise, at vi kan, for det er en vigtig kamp for os og med en sejr er pladsen blandt de seks bedste sikret, og det er vores første mål.”

Maxsø slår desuden fast, at han og holdkammeraterne nok skal være klar til at give den hele armen på trods af manglende tilskuere.

“Vi mangler ingen motivation,” lyder det korte svar på tiltalen fra stopperen.

Opgøret mellem Brøndby og SønderjyskE fløjtes i gang tirsdag klokken 19.00, og gæsternes træner mener selv, at de har gode chancer for at stjæle på point med hjem fra den Vestegnen.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.