• Nyhed

Brøndby-angriber jagter ny god præstation

Annonce

Søndag krydser Brøndby og Esbjerg klinger i Superligaen, og de blågules angriber Mikael Uhre regner med at se samme udtryk som mod FC Midtjylland

Der var knald på fra kampens start, da Brøndby i sidste weekend endte med at besejre FC Midtjylland 2-1 på MCH Arena.

Sejren kom ovenpå en skidt præstation mod Esbjerg, og netop vestjyderne er de blågules modstander på søndag.

I den kamp forventer vestegnsklubbens Mikael Uhre en præstation på niveau med den, holdet præsterede mod FC Midtjylland.

“Det bliver en kamp, hvor vi skal ud og bevise, at vi er bedre end det, vi viste sidste torsdag i Esbjerg. Forhåbentlig kan vi få lægterne med os og levere noget flot fodboldspil. Vi skal komme ud med det samme udtryk, som vi gjorde i Midtjylland og kæmpe for hinanden og løbe for hinanden. Det er grundstenen for vores fodbold, og så må det gode spil komme derefter,” siger han til Brøndbys hjemmeside. 

Uhre lagde i kampen mod Ulvene fra Herning mærke til, at flere spillere tog ansvar, og han håber på samme indstilling mod Esbjerg.

“Jeg synes, at folk var gode til at tage ansvar, og vi fik også sat nogle fine omstillinger op imod dem. Det så vi, da Simon (Hedlund, red.) scorede – det tog jo nærmest kun 10 sekunder, fra at Marvin (Schwäbe, red.) havde bolden, og til at den lå i nettet. Så det handler om at finde nogle af de samme dyder,” lyder det fra angriberen.

Kampen mellem Brøndby og Esbjerg spilles søndag klokken 16.00, og du kan læse vores optakt til opgøret lige her. 

Loading