• Nyhed

Brøndby-angriber vil se gejst og flot fodbold mod Randers

Annonce

Brøndbys Mikael Uhre er klar over, at der er meget på spil i fredagens kamp mod Randers, men han fokuserer mest af alt på, at holdet skal spille godt

Der er ekstremt meget på spil, når Brøndby og Randers fredag aften tørner sammen i Superligaen.

Vinderen kan nemlig se frem til at skulle spille Europa League-kvalifikation i næste sæson.

Men så langt tænker Mikael Uhre ikke. Han fokuserer mest på, at de blågule skal slutte indeværende sæson godt af.

“Hvis vi kan vinde kampen på fredag, sikrer vi os nogle kampe i Europa næste sæson, og det betyder selvfølgelig en del i en klub som Brøndby. Men når det er sagt, vil vi gerne slutte af med en sejr for at gå på ferie med en god fornemmelse frem for med en lidt flad fornemmelse,” siger han til Brøndbys hjemmeside og tilføjer:

“Så fokus er på fredagens kamp og ikke så meget på næste sæson og alt muligt andet.”

Uhre slår desuden fast, at han håber at et godt spillende Brøndby-mandskab, som er klar til at ofre sig på grønsværen.

“Vi skal komme ud som et hold med masser af gejst og flot fodbold. Det skal ikke være sjovt at komme på besøg på Brøndby Stadion, og vi håber at kunne lægge et pres på Randers – både på banen og tribunen – for det er i vores interesse,” lyder det fra angriberen.

Den tidligere SønderjyskE-profil mener, at han og holdkammeraterne især skal tage den kynisme i felterne, som de viste mod OB, med til kampen mod Randers.

“Det lykkedes os først og fremmest at holde OB fra at score, og det skal forsvaret have stor ros for. Derudover havde vi to skud på mål og scorede på begge, så vi viste virkelig kynisme i begge felter, og det vil vi meget gerne tage med til fredag,” siger han afslutningsvis.

Kampen spilles fredag klokken 19.00.

Loading