• Nyhed

Brøndby forventer nyt stort underskud i 2020

Brondby IF Press Conference
Getty Images
Annonce

Underskuddet for 2019 lyder på 75-79 millioner kroner, og Brøndby forventer nyt underskud på 20-30 millioner kroner i 2020, skriver klubben

Brøndbys økonomi er stadig ikke kommet på rette køl på trods af flere års forsøg på at rette op på situationen.

I en selskabsmeddelelse skriver ledelsen, at man forventer et underskud på mellem 75 og 79 millioner kroner for regnskabsåret 2019.

Selvom underskuddet i 2020 forventes at blive en anelse mindre, 20-30 millioner kroner, er der nok ikke nogen i Brøndby, som har hænderne over hovedet i jubel.

Skal underskuddet minimeres til ovenstående i 2020 kræver det endda, at de blågule kommer i top tre, og at omsætningen som forventet vil stige marginalt i forhold til 2019.

Derudover regner vestegnsklubben med at ende med en transferaktivitet på mellem -7 og 3 millioner kroner.

I selskabsmeddelelsen fremgår det ydermere, at klubben i 2019 har optaget et nyt lån på 19,3 millioner hos formand Jan Bech Andersen, mens man også har lånt omkring fem millioner kroner hos TBC Holding ApS, hvis ejer er Torben Bjørn Christensen, som desuden er bestyrelsesmedlem i Brøndby.

I alt skylder klubben nu Jan Bech 73,9 millioner kroner.

På det sportslige plan forventer Brøndby som nævnt ovenfor at ende i top tre i Superligaen i de næste mange sæsoner. Det kan du læse mere om her.